Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Foran 30.000 medrejsende Frankfurtfans leverede Jesper Lindstrøm og holdkammeraterne en strålende præstation torsdag aften.

Med en 3-2-sejr på sagnomspundne Camp Nou slog Lindstrøm og Frankfurt spanske Barcelona ud af Europa League med 4-3 samlet og er dermed klar til semifinalerne i den næstfineste europæiske turnering.

Og efter kampen var den tidligere Brøndby-profil og nuværende landsholdsspiller helt paf over kulissen, hvor udeholdets fans var rejst med i massevis og talrigt var til stede på tribunerne på det kæmpestore stadion i Barcelona.

»Det var helt sindssygt at komme ud til opvarmning, hvor Barcelonas spillere kom ud og blev piftet ad. Det var, som om det var på Deutsche Bank Park (Frankfurts hjemmebane, red.). Jeg har ikke ord – det er sindssygt at spille for den her klub,« lød det fra en særdeles stolt Jesper Lindstrøm til TV 2 Sport efter kampen.

Den 22-årige offensivspiller startede kampen ud med at trække et straffespark, som Frankfurt omsatte til 1-0. Siden blev det til 3-0 til Frankfurt mod det ellers velkørende Barcelona-mandskab, der til sidst fik reduceret to gange – men 2-3 var ikke nok for Barcelona efter 1-1 i det første opgør.

Kampen var den 35. i denne sæson for Lindstrøm efter sommerens skifte fra de danske mestre Brøndby IF. Han har vist særdeles stærke takter og er i alt noteret for fem kasser og ni oplæg – det har blandt andet kastet en plads på det danske landshold af sig.

Torsdag var Lindstrøm ikke den eneste dansker, som var involveret. Barcelona havde Martin Braithwaite med på bænken, men angriberen fra Esbjerg kom ikke på banen. Han har i alt kun spillet 22 minutters fodbold, siden han vendte tilbage fra en skade i starten af året.

Frankfurt skal i semifinalen i Europa League møde engelske West Ham, mens skotske Rangers og tyske RB Leipzig tørner sammen i den anden semifinale. Kampene spilles 28. april og 5. maj.

Og Barcelona kan nu koncentrere sig om afslutningen på den spanske liga, hvor storholdet lige nu er særdeles godt kørende, men fortsat har 12 point op til førstepladsen Real Madrid.

Andre læser også