2016 blev året, jeg afsluttede min tid i Home United i Singapore, hvor jeg bankede mål ind i stribevis. Det var samtidigt året, hvor eneste højdepunkt for klubben var kvalifikationen til den Sydasiatiske Champions League.
Julen forbinder mange danskere med hygge. For nogle er det stress og jag. For mig er det lig med uvished. Jeg aner ikke hvad der skal ske i 2017. Da jeg traf beslutningen om at spille fodbold i Asien, var det et kompromis med tidligere tiders sikkerhed ved underskrivelse af længerevarende kontrakter. Den slags kontrakter er byggestenen til at trænere og sportslige ledere kan tørne ud på TV og snakke om proces. De ved med 80 pct. sikkerhed, hvilke spillere de råder over, og i hvor lang tid de har spillerne.
I Asien er de fleste ansat på en 1-årig aftale – et slags ‘vind eller forsvind-koncept’. Det har fordele og ulemper for både spillere og klubber. Fordelen er, at jeg efter en god sæson står med flere tilbud på hånden, mens det for klubben er sværere at forlænge med en succesfuld spiller.
Efter en dårlig sæson står klubberne til gengæld ikke i kø, og spillerne render tit rundt med hatten i hånden og håber på, at der er en arbejdsgiver, der ser et lys i én. Det sidste er heldigvis ikke tilfældet for mig, da jeg har et par tilbud at forholde mig til.
Alligevel er der en del uro, om hvad der skal ske. Hvor skal jeg spille næste år? Hvor i verden bliver det? Kommer du snart hjem? Det er de samme spørgsmål, som både venner og familie stiller – men ærlig talt, jeg aner det ikke. Og det gør julen til en tid, hvor jeg er i uvishedens land, mens jeg forsøger at nyde tiden med familie og venner.
Fodbold i Singapore har været en fantastisk oplevelse. Livskvaliteten har været i top i millionbyen. De seneste 2 år har givet mig en enorm viden om Asien som fodboldkontinent, men også om kulturen. I asiatisk fodbold er der 3-4 udlændinge på hvert hold. Det er de spillere, der hyppigst skiftes ud hvert år og samtidig dem, alt presset ligger på. I Singapore blev jeg trukket op på en piedestal og hyldet som stjerne, men vel at mærke kun hvis jeg lavede mål. Mange af mine medspillere var deltidsprofessionelle og var afhængige af, at jeg - udlændingen - scorede mål. Gjorde jeg det, ville vi ofte vinde, og det er lig med bonus til de andre spillere. Rent ud sagt: Økonomi.
Det pres levede jeg fint med, men den opbyggede respekt havde jeg kun så længe, jeg også scorede weekenden efter. Sagt på en hård måde, så kom økonomi før venskabet på fodboldbanen.
Det mest spændende at opleve har været, hvordan spillerne også forventede at få kommandoer. I Danmark og i Tyskland var jeg vant til, at spillerne tænkte med, tænkte sig ind i fodbolden, forudså løb og mulige afleveringer. Det gjorde de bare ikke i Singapore. De reagerede på ordrer og kommandoer – og de gjorde intet mere end, dét de blev fortalt.
Hvorfor er det interessant for dig? Det er det, fordi jeg fandt ud af, at det også stod sådan til i mange af de virksomheder med danske ledere jeg talte med. Hvis man kan forstå kulturen og acceptere det – så er man allerede tættere på succes i Asien. Og det er dét, der er essentielt for mig. Det er dét, der er målet med min fodboldrejse – at opleve og komme helt ind under huden på asiatisk kultur. Forstå hvorfor de gør, som de gør og være en del af det. Jeg tror på, at det vil udvikle mig og berige mig, så jeg den dag, jeg stopper med fodbold, vil jeg være klar. Klar til at forstå dele af verdenen og i stand til at bruge det i min hverdag i Danmark.
God jul
Hilsen
Ken Ilsø
