Maria Schrøder har nærmest kronisk været på slankekur. Sense-kuren, 5:2-kuren, Keto-kuren. Hun har talt kalorier og undgået kulhydrater. Men hver gang er hun faldet i.

Og det er især gået ud over sexlivet.

Det fortæller den 42-årige socialrådgiver til B.T., i forbindelse med at hun er en af deltagerne i årets sæson af DR-programmet 'Fede forhold'.

Da hun blev kærester med Søren Larsen for 12 år siden, var hun egentlig normalvægtig. Men da hun et år senere blev gravid med deres første fælles barn, kunne hun godt se, at det begyndte at gå ned ad bakke.

»Jeg tror, det handler om, at man begynder at blive magelig. Måden, man hygger sig på, er pludselig ved at stikke labben ned i en pose slik og nogle chips. Og når man har fundet en partner, så behøver man måske ikke gøre så meget ud af sig selv mere,« siger hun.

»For Sørens vedkommende stoppede han med at ryge, da jeg blev gravid – og som han siger, så betød det, at han blev 'sympatigravid'.«

46-årige Søren Larsen arbejder som jord- og betonarbejder, og i vinteren, hvor datteren kom til verden, var han hjemsendt, da der ikke var meget at lave på jobbet. Og der blev måske lige lovligt hyggeligt hjemme i babyboblen, hvor den stod på franskbrød med forskelligt pålæg.

»Og hvis man tror, man kan kværne fire frannere med et eller andet på til morgenmad, så går det galt.«

Og det gjorde det. Faktisk så galt, at de til sidst besluttede sig for at melde sig til DR-programmet 'Fede forhold' for at få hjælp til at tabe sig én gang for alle – og holde vægten.

Men for Maria Schrøder handlede det om andet end at blive tynd, sund og veltilpas i sin krop.

»Jeg havde afvist sex med Søren så mange gange, fordi jeg syntes, han var blevet for stor. Og jeg var da bange for, at det betød, at han fik nok og søgte noget et andet sted,« siger hun.

Ikke fordi hun ikke tændte på ham, men fordi sex ikke var lige så dejligt, som det plejede at være.

»Jeg var jo også selv blevet for stor. Jeg havde egentlig ikke behov for, at han skulle se min krop, og hvis man skal dyrke sex, så kræver det jo, man tager sit tøj af,« siger hun.

»Det er, som om man ikke rigtig får noget ud af det på samme måde længere, og så gider man faktisk ikke alt det her bøvl med at lægge op til noget. Det er ikke besværet værd.«

Maria Schrøder og Søren Larsen.
Maria Schrøder og Søren Larsen. Foto: Sanne Holmgaard Christophersen
Vis mere

Men nu skal det være slut.

Da Maria Schrøder og Søren Larsen bliver vejet under optagelserne til første afsnit af 'Fede forhold', vejer de henholdsvis 83,7 og 131 kilo. Og sammen med DR-programmets eksperter skal de i løbet af de næste syv måneder smide de dårlige vaner og have vægten ned på et niveau, hvor både krop, sind og parforhold sprudler igen.

Og det har været grænseoverskridende at lukke seerne ind i vægtrejsen, fortæller Maria Schrøder.

For det første kræver det, at hun og hendes mand smider tøjet – ikke bare for hinanden og eksperterne – men for hele Danmark.

»Det er selvfølgelig pisse grænseoverskridende, for jeg er nok i virkeligheden et meget privat menneske, og jeg deler ikke engang sådan noget med mine veninder. Men som mange også siger til mig, så er vores situationen jo noget, de fleste kan identificere sig med. Jeg har derfor besluttet, at hvis både vi og seerne skal have noget ud af det, så kræver det, at vi er hudløst ærlige,« siger Maria Schrøder.

Sammen med Søren Larsen kommer hun også til at gå i terapi for åben skærm. Og det er faktisk i højere grad scener som disse, der er intime for hende, mere end det er billederne af hendes halvnøgne krop.

»Det er jo et kæmpe kontroltab at have taget så mange kilo på – og det bliver især svært at vise.«

'Fede forhold' sendes på DR1 hver onsdag klokken 20 og på DRTV.