'Terkel i knibe', 'Sorte kugler', 'Ternet Ninja', 'Jul på Vesterbro', 'Marco effekten' og mange flere.

Siden Anders Matthesen var helt lille, har han drømt om at lave skuespil. Det er lykkedes, men det har været en lang og hård kamp med mange afslag at få lov at spille de mere seriøse roller.

Det fortæller han til B.T., da vi møder ham på den røde løber på Trøjborg i Aarhus til premieren på den første danskproducerede Netflixfilm, 'Toscana', hvori han spiller hovedrollen.

»Jeg synes, det er spændende at lave noget, der ikke nødvendigvis er hylende morsomt hele tiden,« siger han og fortsætter:

»Men det er jo så lidt svært, når man er havnet i den der bot-bot comedy-rolle, og det kan jeg godt forstå. Det er jo nærliggende at ringe til nogle andre og spørge – medmindre man skal lave en eller anden julekalender med en sjov skolevikar. De roller har jeg også fået tilbudt en del af.«

Derfor er han yderst begejstret over sin rolle i den nye film, som er instrueret af den aarhusianske filmmager Mehdi Avaz.

I filmen 'Toscana' får popsangeren Christopher også sin debut som skuespiller. Her ses flere af skuespillerne til gallapremieren sammen med instruktøren Mehdi Avaz. Foto: Byrd / Rasmus Laurvig
I filmen 'Toscana' får popsangeren Christopher også sin debut som skuespiller. Her ses flere af skuespillerne til gallapremieren sammen med instruktøren Mehdi Avaz. Foto: Byrd / Rasmus Laurvig
Vis mere

Her spiller han kokken Theo, der rejser til Italien for at sælge sin fars forretning og møder en lokal kvinde, som inspirerer ham til at revurdere sin tilgang til livet og kærligheden.

I filmen har han nemlig fået lov at spille sit livs mest 'nøgne' rolle, som han kalder det. Forstået på den måde, at han her ikke har kunnet gemme sig bag jokes, cigaretter, sved og anden staffage, som han er vant til.

»Det er det mest nøgne, jeg har lavet i film. Andre gange har jeg også skullet ned og hente tingene dybt, men så har jeg haft et langt skæg og gemme mig bag ved eller sådan noget. Det er den rolle, som mest 1:1 sådan tilsyneladende ligner mig, når man ser den,« forklarer han.

I filmen har han i stedet skullet arbejde med følelser og tanker, fortæller han.

Hvordan tror du, at du er endt med sådan en rolle som den her, så?

»Jeg tror, det er ved at vente, og ved at tænke: 'Jeg skal ikke være med i alt muligt, der forstærker min rolle som stereotyp komiker-dude. Så jeg har ventet og sagt nej til ting, selvom jeg også godt kan lide at spille komedie,« siger Anders Matthesen, der også har instrueret en lang række af de film, han har medvirket i.

Anders Matthesen, der først og fremmest er kendt som komiker, har dog langtfra lagt komikken på hylden. Lige nu er han aktuel med sit standupshow 'JOKES – fra en hvid, straight mand'.