TV 2-værten Morten Spiegelhauer, der er især er kendt for programmet Operation X, kom i 2016 ud for et alvorligt uheld under optagelserne til et nyt TV 2-program.

Det skriver TV 2.

Ulykken skete i maj 2016, da Morten Spiegelhauer trænede op til det kommende TV 2-program 'Spiegelhauers kamp mod frygten', hvor målet er, at han skal klatre op af en næsten 190 meter høj amerikansk klippevæg.

Sådan en bedrift kræver træning, og derfor fulgte et TV-hold Morten Spiegelhauer i hælene, mens han arbejdede sig i form. En forårsdag i maj 2016 var han trådt i løbeskoene og tilbagelagde kilometer efter kilometer I Nordsjælland, da han pludselig blev torpederet af en racercykel.

TV-værten slog en halv 'baglænder' og fik en flænge i baghovedet, men her slap han ikke. På hospitalet fik Morten Spiegelhauer konstateret en hjernerystelse, og sådan en krævede ro. Men han gav kun hjernerystelsen en uge, inden arbejdet igen kaldte:

»Set i bakspejlet kan jeg godt se, det var helt galt. Jeg måtte have noget at støtte mig til, mens jeg interviewede folk. Jeg måtte hele tiden lade som om, jeg skulle på toilettet. For lige at få fem minutter til dybe vejrtrækninger og til at få styr på svimmelheden og kvalmen,« siger Morten Spiegelhauer til TV 2.

I to dage holdt han ud, men så krævede kollegerne, at han tog hjem og hvilede sig. De efterfølgende tre måneder levede Morten Spiegelhauer i en tilstand, hvor hjernen hele tiden var et halvt sekund efter. Han kunne ikke overskue noget, og selv en handletur i supermarkedet var en uoverkommelig opgave.

Der var gode dage, og der var dårlige dage, men som tiden gik tippede vægten mere og mere over mod de gode af slagsen. Tre måneder efter ulykken - i august 2016 - var der for alvor fremgang, og Morten Spiegelhauer troede igen på, at den amerikanske klippevæg kunne besejres.

I dag er TV-værten raskmeldt, og i aften kan du se klokken 21.10 på TV 2 se, om Morten Spiegelhauer når sit mål i ‘Spiegelhauers kamp mod frygten’.

Det har ikke været muligt for BT at få en kommentar fra Morten Spiegelhauer.