SPOILER-ALERT: Vil du gerne vide, hvad der sker til 'Zulu Comedy Galla 2017', men har ikke tid til at bruge to timer af din søndag foran fjernsynet? BT kommer dig til undsætning med dette hurtige referat.

(OBS! Showet er husket frit fra skribentens hukommelse, og det skal understreges, at følgende tekst naturligvis er fyldt med spoilers.)

1.
TV 2 Zulus speaker byder seerne velkommen til 'Zulu Comedy Galla 2017' fra Operaen på Holmen i hjertet af København.

2.
Aftenens vært Nikolaj Lie Kaas hejses elegant ned fra en pæl midt på scenen og begynder at synge en storslået velkomstsang sammen med et børnekor. Nicolas Bro er også med - men knap så elegant. Han kæmper sig langsomt ned af sin pæl, men da han endelig lander på scenen, stjæler han showet fra Lie Kaas, da han mimer til en stor, lys operasangerindes stemme.

Foto: TV2
Vis mere

3.
Nicolas Bro forlader scenen og Nikolaj Lie Kaas fortæller om aftenens program. Der vises en video, hvor han laver en parodi på en TV 2-reklame om fællesskab, der tidligere på året gik viralt.

4.
Komiker Nikolaj Stokholm viser hjemmevideo fra sin barndom. Han driller de andre komikere med, at han ikke behøver at reklamere for sit nye show, da det allerede er udsolgt. (Et hurtigt tjek på nikolajstokholm.dk afslører, at han overdriver en smule).

5.
Louise Mieritz og Ditte Hansen fra 'Ditte og Louise' går på scenen iført store kapper og malkepigehuer. De smider tøjet og begynder at twerke, mens de laver onanibevægelser med grøntsager. De ender med at forlade salen med Frederik Cilius fra 'Den Korte Radioavis' i hånden.

6.
Mick Øgendahl er nomineret som årets komiker og præsenteres af Rune Klan.

7.
Rune Klan er nomineret som årets komiker og præsenteres af Mick Øgendahl.

8.
Frederik Cilius og Rasmus Bruun fra 'Den Korte Radioavis' er nomineret som årets komiker(e) og præsenteres af Mikael Bertelsen og Mads Brügger.

9.
Linda P er nomineret som årets komiker og præsenteres af... En anden kendt, dansk komiker.

10.
Christian Fuhlendorff optræder kort med en lille reklame for sit kommende onemanshow.

11.
DR3's komiske duo Jesper og Julie optræder med korte videoindslag. I den ene video står de uden for Operaen og protestere mod, at der er for få kvindelige komikere i Danmark, mens de skælder ud på Magnus Millang. I det andet klip er Julie til jobsamtale som vært på 'Zulu Comedy Galla'. Hun får ikke jobbet, og sammen med Mick Øgendahl råber hun af Nikolaj Lie Kaas. Mick Øgendahl bliver så sur, at han springer i havnen.

12.
Ane Høgsberg optræder på scenen.

13.
En new zealandsk mimer optræder med et nummer, hvor han viser sin tissemand mindst to gange, mens han hænger fast i nogle snore.



14.
Ruben Søltoft synger et storslået musicalnummer om, at vinderen af 'årets talent' nu bliver en af de rigtige komikere.

Foto: TV2
Vis mere

15.
Jacob Taarnhøj kåres af Ruben Søltoft som 'årets talent' og får en check på 100.000 kroner.

16.
Der vises en musikvideo med Nikolaj Lie Kaas, Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen, som står ude i en jungle og synger om, at Polen smelter. Josefine Pettersen, der spiller Noora i den norske tv-serie 'SKAM', er med i videoen, hvor hun til sidst dukker op for at rappe et vers.

17.
Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus giver en lille smagsprøve på deres show 'Ingen panik'.

18.
Jonatan Spang overrækker prisen som årets komiker til Frederik Cilius og Rasmus Bruun fra 'Den Korte Radioavis'. De holder en lang tale, hvor de skamroser Nikolaj Lie Kaas for hans lange karriere, mens de konstant tører tårer væk fra øjnene.

Foto: TV2
Vis mere

19.
Nicolas Bro kommer på scenen igen og synger sammen med Nikolaj Lie Kaas et afslutningsnummer, og så er 'Zulu Comedy Galla 2017' slut for i år.