Tredje film om Christian Grey og Anastasia Steelse erotiske udskejelser ’Fifty Shades – Fri’ er ifølge en enig dansk anmelderstand noget værre møg.

Selvom danskerne er valfartet i biografen til de første to film – og formentlig også vil spurte ind og se denne, er det ifølge filmanmelderne noget af det værste, man kan udsætte sig selv for.

Politiken, Jyllands Posten, Soundvenue og BT giver alle ’Fifty Shades – Fri’ en ud af seks stjerner. Ifølge BT’s anmelder er filmen allerede nu en stærk kandidat til årets kedeligste biografoplevelse. En film der slår sig op på at være en spændende, erotisk thriller, er ifølge anmeldelsen ualmindelig tam og spændingsløs.

»Den gode nyhed er, at trilogien nu er slut, den dårlige er, at der stadig er to bøger tilbage i serien, som Hollywood kan kaste sig over,« lyder det i anmeldelsen.

Ekstra Bladet og metroxpress vil slet ikke give filmen stjerner og kvitterer begge med nul ud af seks stjerner.

»Jeg kan simpelthen ikke mindes, hvornår jeg sidst har set så ringe en film. Der er ikke én replik i denne film, der falder naturligt og ikke én scene, der ikke kunne fungerer som skræk, advarsel og eksempel på, hvordan man ikke skal gøre på enhver filmskoles første semester,« skriver Ekstra Bladet.

»Hvis man går i biografen for at se et plot, der ikke er så dumt, at man kan føle sin hjerne smelte, bliver man skuffet. Og hvis man kommer for erotikken, kan man altså finde noget, der er væsentligt mere pikant på undertøjssiderne i Føtex-kataloget,« skriver metroxpress’ anmelder.

Fælles for anmeldelserne er, at de er skrevet af mænd. ’Fifty Shades of Grey’-serien sælges umiddelbart til et kvindeligt publikum. Information sendte to kvindelige filmanmeldere i biografen – men heller ikke de kunne lide, hvad de så.

Information giver ingen stjerner, men afslutter deres anmeldelse:

»Fifty Shades of Grey-trilogien var kedelig sex, romantisk kitch, velstandsporno. Men for mig at se var den snarere end et stockholmsyndrom fortællingen om Christian Tafdrups En Frygtelig Kvinde – fortalt fra kvindens perspektiv. En grotesk og pervers fantasi, men ikke en, jeg har et problem med. Jeg er bare glad for, at det er slut nu.«