Det kom formentlig som noget af et chok for de fleste seere, der elsker at følge med i DRs underholdningsprogram ‘Den store bagedyst’, at dommer Mette Blomsterberg har valgt at trække stikket.

BT har talt med Blomsterbergs bedre dommerhalvdel Jan Friis-Mikkelsen om beslutningen, og hvad det kommer til at betyde for ham i fremtiden.

»Jeg er ked af det. Jeg sætter sgu kæmpe pris på Mette. Hun har været med til at skabe den danske model af Den store bagedyst. Hun er helvedes professionel og har brugt rigtig meget tid på det her. Så jeg har det dårligt med det,« siger han.

Er hendes beslutning om at stoppe noget, der kan få dig til at revurdere din egen situation?

»Man kan sige, det er en ny situation, så alt er i spil. Det er da klart, at der går en masse tanker gennem ens hoved, og at sådan nogle bump på vejen gør, at man lige tænker sig om en ekstra gang. Men jeg har ikke taget en beslutning i den ene eller anden retning endnu.«

Jan Friis-Mikkelsen fortæller, at der er planlagt et møde med DR om et par dage, hvor det hele skal diskuteres. Og hvis han fortsætter som dommer i programmet, så har han endnu ikke gjort sig tanker om, hvem der skal være den nye meddommer.

Men den erfarne bagedyst-dommer har en klar idé om, hvad en bagedyst-dommer skal kunne.

»Det der er vigtigt er, at man har et kendskab til kager og til håndværket. Personen skal kunne vurdere sværhedsgraden. Det er også super vigtigt at kunne smage, fornemme og sætter ord på det. Men noget andet som også er meget vigtigt er, at personen skal kunne løfte de her amatørbagere. Man skal kunne give dem troen og lysten til at blive bedre.«

Hvorvidt det skal være en professionel bager/konditor eller en amatør er som sådan ikke så vigtigt for Jan Friis-Mikkelsen. Han peger eksempelvis på Claus Meyer, der ikke har et svendebrev, men som jo er en af de dygtigste på sit felt.

»Det ville være underligt at have et bage/konditorprogram, hvor dommerne ikke har et svendebrev. Man kan sagtens være dygtig uden, men det er jo også en accept indenfor konditorverdenen,« siger han og lægger vægt på, at det ikke som sådan burde være et krav, men noget som man tager med i den samlede overvejelse, når den nye dommer skal udpeges.