For godt 14 år siden var der en diskussion, om åbne kølediske nu også var en nødvendighed.

Dengang sagde daværende energichef i Coop, at kølediskene i supermarkederne ville blive udskiftet med tiden.

Nu siger kalenderen 2022, og en energikrise har ramt verden. Og flere supermarkeder i Coop har stadig kølediske uden låger, men nu skal de for alvor udskiftes. Det skriver Finans.

»Flere kunder har sagt, hvorfor lægger I ikke låg på? Jeg kigger på dem og tænker, ja hvorfor gør vi ikke det.«

»Jeg kan desværre kun sige, at det gør vi også, men det går bare ikke hurtigt nok, fordi Coop er en stor størrelse,« siger Nicki Pagh Børgesen, der er energichef i Coop, til DR.

Mens priserne på energi bliver ved med at stige, forsøger mange virksomheder at spare på strøm og varme.

Energichefen vurderer, at man vil kunne spare op mod 40 procent energi for hvert køleelement ved at lægge låg på.

Supermarkederne i Coop skulle efter planen være bæredygtige inden 2030. Men virkeligheden har overhalet supermarkederne indenom.

»Hvis vi kan støtte vores egen økonomi og samtidig den grønne omstilling, gør vi selvfølgelig det.«

»Vi arbejder på at flytte forbruget til tidspunkter, hvor det er billigere. Det kan vi gøre ved at skrue op for ventilationen og kølingen, når strømmen er billigst,« siger Nicki Pagh Børgesen til Finans.

Coop står med en ekstraregning på 500 millioner på grund af de stigende energipriser.