Lyt til artiklen

Åbne kølediske, der bare banker energi derudaf.

Sådan er situationen i mange danske supermarkeder, og du har måske tænkt over, om man ikke skulle dække de åbne køleskabe og frysere uden låg til, men det er ikke lige til.

Det fortæller Nicki Pagh Børgesen, der er energichef i Coop, som ejer supermarkedskæder som Superbrugsen, Kvickly, Fakta og Irma til DR.

»Flere kunder har sagt, hvorfor lægger I ikke låg på? Jeg kigger på dem og tænker, ja hvorfor gør vi ikke det. Jeg kan desværre kun sige, at det gør vi også, men det går bare ikke hurtigt nok, fordi Coop er en stor størrelse.«

I alt har Coop omkring 1.100 butikker, så Nicki Pagh Børgesen forklarer, at det ikke bare er noget, som man gør på en eftermiddag.

Han er udmærket klar over, at det ikke går hånd i hånd med dette års stigende energipriser. Nicki Pagh Børgesen vurderer, at man vil kunne spare op mod 40 procent energi for hvert køleelement ved at lægge låg på.

For nylig lavede Coop og Dagli'Brugsen et tiltag for at markere sig mod de høje elpriser.

Over 2000 kølere blev slukket og fjernes fra Coop-butikkerne, der bliver skruet ned for temperaturer og lys, og i Dagli'Brugsen valgte man at slukke lyset helt.