De danske energiselskaber har nydt godt af den seneste tids kraftige stigninger i priserne.

For Danske Commodities i Aarhus har året overgået alle rekorder.

I 2021 havde virksomheden en bruttoomsætning på 240 milliarder – heraf et overskud på 2,2 milliarder efter skat. Overskuddet er 653 procent højere end året før.

Det er et rekordregnskab for Aarhus-virksomheden.

Ifølge Danske Commodities administrerende direktør, Helle Østergaard Kristiansen, så er det især samarbejdet mellem virksomheden og energiselskabet Equinor, der har banet vejen for det gode regnskab.

»Siden vi blev en del af Equinor, har vi skaleret vores forretning, og jeg er stolt over, at vi også har kunnet styre virksomheden sikkert gennem nogle ekstreme markedsforhold i 2021,« fortæller hun i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen forklarer direktøren, at de ekstreme markedsforhold henviser til de store prisudsving på blandt andet el og gas det seneste år.

Ifølge hende har de stigende energipriser medvirket til en større interesse for vedvarende energi.

»Vi forventer at se en fortsættelse af de omfattende investeringer i vedvarende energi og nye teknologiske løsninger i takt med, at verden tager flere skridt mod en grønnere fremtid,« fortæller hun.

Danske Commodities er stiftet af Henrik Lind, der er født og opvokset i Aarhus. Han solgte virksomheden i 2018 til norske Equinor for omkring tre milliarder kroner.

Henrik Lind er desuden den næstrigeste i Aarhus. Hans formue er det seneste år steget fra 5,5 til 6,8 milliarder.