En stor gruppe chauffører på dyretransporter truer med at lægge bilnøglerne, hvis de ikke kommer i dialog med fødevareminister Mogens Jensen (S).

Det skriver JydskeVestkysten.

Truslen om at forlade førerhusene kommer, efter at 120 chauffører søndag har holdt stormøde i Randers.

»Hvis ikke vi har Mogens Jensen i tale senest tirsdag, så står bilerne stille fra onsdag morgen.«

»Skal det vare 14 dage, må det vare 14 dage,« siger chaufførernes talsmand, Torben Grønhøj Jensen, til mediet.

Chaufførerne er vrede over, at de bliver ramt af store bøder, hvis der slipper et skadet dyr med om bord på bilen fra gården til slagteriet.

Hvis et svin eksempelvis har brækket et ben eller har en byld eller sår på halen, klassificeres det som ikke-transportegnet.

Så har chaufføren et ansvar for at afvise dyret, før det kommer om bord på bilen.

Men det er umuligt at spotte skader på de få minutter, det tager en flok dyr at gå fra stalden og ind i bilen, lyder indvendingen fra chaufførerne.

De mener, at reglerne er umulige at administrere.

Mogens Jensen afviser ifølge JydskeVestkysten at stille op til interview og henviser til partiets fødevareordfører, Anders Kronborg.

»Jeg bryder mig ikke om pistolpolitik, hvor man får en pistol for panden.«

»Det er ikke befordrende for en dialog, og jeg vil ikke give det ene eller det andet løfte,« siger Anders Kronborg til mediet.

Han siger samtidig, at han tidligere har inviteret chaufførerne på kaffe for at drøfte problemstillingen.

Ordføreren henviser også til, at antallet af politianmeldelser af chauffører på dyretransporter er faldet fra 72 i 2018 til 27 sidste år.

EU-regler forhindrer ifølge Anders Kronborg, at chaufførernes ansvar indskrænkes.

/ritzau/