Fodboldklubben Brøndby har lånt 18 millioner kroner hos Jan Bech Andersen, der ejer en stor del af klubben.

København. Brøndby IF har kortsigtet lånt 18 millioner kroner hos storinvestoren Jan Bech Andersen. Det skriver klubben via fondsbørsen.

Klubben skriver, at man stadig forventer et overskud på 12-22 millioner før skat i år.

Lånet bliver udbetalt over de kommende to måneder og skal betales tilbage senest 30. juni 2019. Det kan dog betales tilbage tidligere.´Lånet har en rente på fem procent.

- Vi har selvfølgelig optaget det, fordi vi har brug for det. Vi er en virksomhed, som har store udsving i vores likviditet, når vi kigger på det inden for et halvår.

- Vi ligger med store indbetalinger fra specielt sponsorer og tv, som forfalder i starten og slutningen af et halvår. Det betyder blandt andet, at klubben i december/januar og juni/juli modtager store indbetalinger fra tv og sponsorer.

- Så der er nogle store udsving, og det er det, vi forsøger at udligne med det her lån, siger direktør i Brøndby Jesper Jørgen til bold.dk.

Jan Bech Andersen ejer ifølge Brøndby IF's hjemmeside 54,2 procent af aktierne i Brøndby.

Brøndby gav i første halvår et underskud på 8,7 millioner kroner. Og mens der altså forventes et solidt millionresultat for hele året, flød der rede penge ud af kassen.

Pengestrømmene i første halvår var negative med 2,5 millioner kroner. Det reducerede de likvide beholdninger - altså kontanter i kassen - til 0,7 millioner kroner.

Dertil noterede selskabet sig i regnskabet, at man har en kassekredit på 20 millioner kroner, hvor der var trukket 1,5 millioner kroner.

I første halvår havde Brøndby personaleomkostninger - der typisk er løn og dermed går direkte fra likviderne - for 49,7 millioner kroner.

I seneste transfervindue solgte Brøndby målmanden Frederik Rønnow og midtbanespilleren Christian Nørgaard for henholdsvis 21 og 26 millioner kroner. Det bør sende rede penge Brøndbys vej.

Siden 2010 har Brøndby tabt over 600 millioner kroner. Mange af disse fra en nedskrivning af klubbens stadion.

Det har ført til, at Brøndby ad flere omgange har rejst millioner på aktiemarkedet ved at udvande de eksisterende aktionærer voldsomt.

I den forbindelse kom Jan Bech Andersen ind som storinvestor.

/ritzau/