Mie Højlund er ikke et sekund i tvivl. Selvom det var hårdt at takke nej til landsholdet, er hun efter at have prøvet en slutrunde på egen krop sikker på, at hun har ventet til det rigtige tidspunkt.

»Jeg tror, det er så godt givet ud for mig, at jeg har måttet sige nej til to slutrunder. Inden jeg mødte op her, følte jeg mig enormt klar. Nu når jeg står her, er jeg ikke et sekund i tvivl om, det var en god beslutning,« siger Mie Højlund.

Hun er et stort smil, når hun fortæller, hvordan det er endelig at være med. To gange sagde hun nej til Klavs Bruun Jørgensen, men ved EM i år fik hun endelig sin slutrundedebut efter en periode med stress og en drillende skulder.

»Jeg synes, det har været en god og stor oplevelse. Det er anderledes end bare at være til en hvilken som helst anden samling. Der er pludselig mere tryk på og meget mere mediedækning, end man har været vant til. Det har været enormt stort og nogle sjove kampe, så jeg er virkelig optimistisk indtil videre,« siger Mie Højlund.

21-årige Mie Højlund har i år sin debut ved en slutrunde for det danske landshold.
21-årige Mie Højlund har i år sin debut ved en slutrunde for det danske landshold. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hun er ikke i tvivl om, der er stor forskel på den person hun er nu kontra for et par år siden.

»Jeg føler, jeg er lidt mere rolig og hviler mere i mig selv. Før tror jeg, jeg ville have været dårligere til at håndtere, hvis jeg havde spillet en dårlig kamp. Der føler jeg, at jeg er kommet ovenpå. Og jeg har måske også flere redskaber til at håndtere situationer her. Jeg er klart mentalt stærkere,« siger den 21-årige landsholdsspiller.

Hun har indtil videre været i Frankrig i en uge sammen med resten af holdet. Allerede i den første kamp mod Sverige markerede hun sig med en stærk præstation, der høstede roser fra både medier og Klavs Bruun Jørgensen. Flere gange har han rost de unge spillere for at tage ansvar og håndtere presset.

Og hvordan gør man så egentlig det? Hvordan håndterer man et stort pres og forventninger, når man kun er 21 år og med på den store landsholdsscene for første gang?

Mie Højlund under EM-holdets træning i Nantes, Frankrig lørdag den 1 december 2018.
Mie Højlund under EM-holdets træning i Nantes, Frankrig lørdag den 1 december 2018. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Man er selvfølgelig også hjemmefra vant til pres og forventninger. Jeg synes, vi som hold har været gode til at tackle det og snakke om, hvordan vi møder ind til kampene, og hvordan vi gerne vil fremstå i og efter kampene,« siger Mie Højlund.

Også personligt har hun en taktik for, hvordan hun ikke lader sig overmande af alt det, der sker omkring hende.

»Jeg tror, jeg selv bare har håndteret det ved at være positiv omkring det hele, og så tage tingene som de kommer,« siger Mie Højlund.

Humøret er i top. Det er man ikke i tvivl om, når man taler med hende. Odense-spilleren er i en langt bedre form både fysisk og mentalt, og hun er heller ikke bange for at sætte ord på, hvad der kunne være sket, hvis hun var taget til slutrunde de første to gange, hun blev spurgt. Hvis hun bare havde trodset den svære periode, satset og var taget med flyet.

Mie Højlund er ikke i tvivl om, det var den rigtige beslutning at vente med at tage med til slutrunde.
Mie Højlund er ikke i tvivl om, det var den rigtige beslutning at vente med at tage med til slutrunde. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Nu skal jeg ikke nævne, Louise Burgaard som et dårligt eksempel, men jeg tror, jeg kunne være endt i samme situation som hende, hvor man pludselig føler sig meget nede og slet ikke finder glæden ved håndbolden mere. Det tror jeg, er den situation, jeg var endt i, hvis jeg ikke havde taget beslutningen om at trække mig tilbage og tage et pust i maven,« siger Mie Højlund.

Louise Burgaard holdt tilbage i 2016 en pause fra landsholdet, da hun var ramt af fysisk og mental træthed, der gjorde, at hun i flere måneder heller ikke spillede for sin klub.

Adspurgt om det også var en frygt, Mie Højlund gik og havde i den svære tid, kommer svaret uden tøven og med en lidt mere alvorlig mine.

»Jeg er ikke i tvivl om, jeg var endt der,« siger den 21-årige Odense-spiller, der er et helt andet sted nu og klar til alt det, der følger med.

Mie Højlund spillede godt mod Sverige, og det er en kamp, hun vil huske længe.
Mie Højlund spillede godt mod Sverige, og det er en kamp, hun vil huske længe. Foto: LOIC VENANCE
Vis mere

For under slutrunden er der ikke kun håndbold og flere uger med landsholdet på programmet. Der følger også en del eksponering med. Noget, Mie Højlund ikke helt har været vant til, men den del tager hun gerne med.

»Det er selvfølgelig en forandring. Man er selvfølgelig ikke vant til så stor opmærksomhed både til holdet og personligt. Jeg synes, det er fedt og mega sjovt at prøve. Det er sjovt at prøve at stå her med hele holdet,« smiler Mie Højlund.

Hun har da også nemt ved at pege på det bedste ved at være med, og det første opgør mod Sverige har givet hende et minde. Formentlig for livet.

»Det bedste synes jeg bare har været at være her med holdet. Der er enormt god stemning. Den start vi får mod Sverige er meget mindeværdig, og den tror jeg ikke, jeg vil glemme lige foreløbig,« siger slurunde-debutanten.