'Context is king,' siger vi ofte i kommunikationsbranchen.
Det betyder grundlæggende, at den sammenhæng, du indgår i, altid vil være afgørende for dine muligheder og for, hvordan du bliver modtaget. Det er åbenlyst for enhver, at Jakob Ellemann-Jensen lige nu bliver bedømt hårdt.
Regeringens håndtering af corona-krisen har været overlegen. Bundlinjen er en sjældent set opbakning til statsministeren og regeringen. I den situation har Ellemann givet regeringen medløb på det meste, lagt et par udmærkede snubletråde ud - og lagt den afgørende tackling det helt forkerte sted, nemlig på mandatet til weekendens EU-topmøde.
Situationen i blå blok er, at vi har to højrefløjspartier, hvor der engang var ét. Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges indbyrdes kamp om vælgerne trækker samlet set blokken mod højre, ligesom meldingerne fra de to partier bliver mindre fleksible. Det bliver dermed sværere at samle alle om et kompromis.
Liberal Alliance hænger med rumpen i vandskorpen og kan dermed ikke trække tilstrækkeligt i modsat retning. Det betyder også, at deres oplagte vælgerpotentiale er Venstre-vælgere.
Og hos de Konservative drømmer man søde Schlüter-drømme, som betyder, at Pape er blevet Frederiksens krammebamse, og at selvsamme Pape konstant leder efter - og finder - kant mod Venstre.
Blå blok består altså af partier, der lige nu kun er fokuserede på kortsigtede egeninteresser. Det gælder sådan set også Venstre, som dog virker ude af stand til at rokke sig ud af stedet, bl.a. fordi for meget af det politiske indhold er bygget på indre kompromisser, som holdes sammen med gaffertape. Det gælder f.eks. på udlændingepolitik, EU og landbrug/klima.
Overfor det står Socialdemokratiet, hvor de politiske kompromiser er kastet til side, og tilbage står en ren ideologisk politik.
Ingen i S kan være uenige, for konsekvenserne er brutale. Og lad det være sagt klart: Brutalitet er nødvendigt i politik, for alternativet er en flosset profil, som vælgerne aldrig bliver helt trygge ved. Derfor spørger mange også sig selv, om Ellemann har den nødvendige brutalitet.
Ser man dybt i det stille vand, vil man opdage, at regeringen og Socialdemokratiet er blevet ikonet på 'tryghed' i dansk politik, ligesom DF tidligere har været det på 'danskhed'.
Hvor er Venstre? Det oplagte modsvar ville være 'frihed', men der er Venstre ikke.
Og så er der formandssammenhængen. Frederiksen blev formand ved en elegant magtoverdragelse. Ellemann blev det ved en kaotisk magtoverdragelse. Og den afgørende psykologiske forskel: Frederiksen havde arbejdet målrettet hen mod øjeblikket i årevis, mens den nærmest blev påtvunget Ellemann som en kikset julesweater fra moster Karen.
Nogle gange må man bare sætte et halvt år på tabskontoen. Første gang, jeg prøvede det, var i Anders Fogh Rasmussen tid, hvor jeg som ung pressechef midt på efteråret var ved at piske stemingen op til modangreb og offensiver, men den daværende statsminister satte roligt kaffekoppen og sagde: »Søs, man skal aldrig præsentere noget offensivt på en defensiv baggrund«, og så fik vi besked på at finde ud af, hvordan vi kom bedst fra start efter nytår.
Der står nu et halvt år på Jakob Ellemann-Jensens tabskonto. På opgaveblokken står, at han skal offensivt fra start efter sommer. Udfordringen er, at intet til den tid vil have ændret sig i den sammenhæng, han indgår i - og context is still king.
Ugens bombe:
Fredag afleverede tidligere justitsminister Søren Pind en bombe i Instrukskommissionen, da han vidnede om, at han havde informeret statsminister Lars Løkke Rasmussen - via sms - om bekymring for, at loven blev brudt. Det flytter sagen fra et fagministerium til Statsministeriet. Og det flytter for Venstre sagen fra at handle om en næstformand til regeringsførelse. Den nuværende formand modtager nok de nye oplysninger på samme måde som den tidligere - ifølge Pind - gjorde, nemlig »uden den store begejstring«.
Ugens exit:
Statsministerens magtfulde højre hånd, Martin Rossen, skifter job. Han gik åbenbart ikke rundt med en drengedrøm om magt, men derimod om at komme til Als og arbejde for Danfoss. God vind med det!
Rossen har løftet strategisk politisk kommunikation til nye højder og været en afgørende brik i forhold til magtskiftet ved sidste valg. Rossen kunne godt lide det strategiske arbejde mod magten, men ikke den opmærksomhed, der fulgte med. Fair nok.
Det er også et lobby-scoop for Danfoss, som har købt sig til en ualmindelig direkte adgang til landets statsminister, som nok vil savne sin tro væbner gennem ni år og tage telefonen, når han ringer. Rossen burde til gengæld fratræde straks, nu hvor den stærke loyalitet mod Als er åbenbaret. Man kan kun tjene én herre, sagde hunden.
Ugens kovending:
Der blev lidt højere til himlen, da regeringen torsdag åbnede for ændrede rejsevejledninger for sommeren. Regeringen havde hidtil valgt 'ekstrem forsigtighed' og dermed noget nær europarekord i fodslæbende genåbning.
Da man endelig vendte koen, viste det sig ikke overraskende, at mange blev rasende over aflyste ferier, dobbeltbookinger, mistede deposita og mange andre irritationer. Og for en gang skyld satte Venstre fødderne rigtigt og brokkede sig over, hvorfor der skulle gå så lang tid. Men tag ikke fejl: Der er også mange bekymrede danskere. De holder stadig med regeringen og hepper på ekstrem forsigtighed.
