Hvad kan være bedre end magt? Endnu mere magt!

Sådan har man tilsyneladende tænkt i de regeringskontorer, hvor man har udarbejdet udkastet til en ny epidemilov, som nu er fremlagt for Folketingets partier.

11. marts i år satte statsminister Mette Frederiksen landet på den anden ende med den store 'nedlukning' af samfundet på grund af corona, og allerede dagen efter stemte Folketinget en midlertidig epidemilov igennem.

Loven afløste med det vons den tidligere lov, der blandt andet havde en paragraf, der sikrede erhvervslivet kompensation fra det offentlige for de tab, restriktioner til bekæmpelse af epidemien måtte medføre for virksomheder.

Den nye lov udstyrede sundhedsministeren med den række vidtgående beføjelser, der har givet Magnus Heunicke mærkatet 'den mest magtfulde sundhedsminister i danmarkshistorien'.

Foruden mulighed for at lave regler for antallet af mennesker, der må forsamles, og for besøg af pårørende på plejehjem, fik Heunicke mulighed for at foretage tvangsbehandling, tvangsisolation og tvangsvaccination af danskerne.

Loven fra 12. marts har en såkaldt solnedgangsklausul, så den udløber af sig selv i marts 2021, men den er alligevel blevet kritiseret fra mange forskellige kanter i det politiske system for at samle for meget magt hos ministeren og køre Folketinget ud på et sidespor. Også fra denne plads har vi tidligere advaret mod at gøre de nye 'coronalove' til almindelig hverdag.

I udkastet til den nye, langtidsholdbare lov lægger regeringen imidlertid stik mod al fornuft op til at give mere – ikke mindre – magt til den siddende sundhedsminister. For eksempel lægges der op til, at man egenhændigt og uden om både sundhedsmyndigheder og et flertal i Folketinget kan udnævne en sygdom til at være 'samfundskritisk' og med et snuptag igen udstyre sig selv med de beføjelser, som hører en undtagelsestilstand til.

Under en epidemi kan man bestemt have brug for at tage hurtige beslutninger og skære igennem som minister, men der er samtidig nødt til at være snor i magten. Folketinget viste sig rede til at handle hurtigt i foråret, så der er ingen grund til at forsøge at lave en smutvej udenom.

Det må afklares, hvilken rolle sundhedsfaglige vurderinger skal spille, og hvordan et folketingsflertal kan trække i bremsen, inden en sundhedsminister kan give sig selv magt som en sundhedens solkonge.