Uanset hvordan man gør det op, er vi en af verdens hårdest beskattede befolkninger.
Gennem årtier har 'skattelettelser' med skiftende intensitet været en del af den politiske dagsorden, men store ændringer er der ikke sket.
Der bliver fiflet med en procentsats hid og justeret på en procentsats did, men for det meste er frem og tilbage lige langt.
For et års tid siden indgik regeringen og Dansk Folkeparti aftale om en ny skattereform, der bl.a. sænkede bundskattesatsen med 0,02 procentpoint. I finansloven for næste år er det lykkedes Liberal Alliance at tilkæmpe sig en lettelse af registreringsafgiften på private jetfly. Det kommer til at koste statskassen fem millioner kroner. Peanuts. I den store sandkasse, der er de danske skatter og afgifter, flytter politikerne i ny og næ en håndfuld til et nyt hjørne.
Nu har 485.000 danskere så fået eftergivet gældsposter for samlet set 5,8 mia. kr. til det offentlige.
Et enigt Folketing tog beslutningen, da det gik op for alle, at det skandaleombruste inddrivelsessystem i Skat, EFI, havde efterladt et så syndigt rod, at omkostningerne ved at inddrive gælden ville overstige gældens reelle værdi.
Storslået. Tænk, at vi bygger og implementerer systemer, der skader os mere, end de gavner.
Håbløse enkeltsager dukker nu op; velhavende mennesker har fået eftergivet småpenge, og der er sågar folk, der gerne ville betale, men som nu har fået eftergivet gælden alligevel. Uden mulighed for at svare sit. Desuden er der naturligvis misundelsen over, at naboen får eftergivet, mens man selv skal betale.
Samtidig med problemerne med at inddrive danskernes egen gæld til det offentlige har der været skandalerne med mangelfuld kontrol af udbetaling af negativ moms, og ikke mindst gigantskandalen om svindel med udbytteskat, der alene drænede kasserne for 13 mia. kr.
I 'småtingsafdelingen' har Britta tilsyneladende uden større problemer kunnet lænse satspuljerne for 111 mio. kr., og helt aktuelt er en 30-årig mand også fængslet i en sag om mulig svindel mod Socialstyrelsen for flere millioner kroner.
De offentlige kasser minder desværre mere og mere om den brig, 'vor skipper' forsøgte at sejle fra Engeland til Skotland:
'med læk i begge ender, og med rådden mast og rig,' som det lyder i ørehængeren.
Staten inddriver tydeligvis flere penge, end den er i stand til at passe forsvarligt på, og det er skandaløst. Hvis vi skal aflevere halvdelen af det, vi tjener, så har det offentlige bare at passe på skejserne, for ellers forsvinder al tillid.
Men det rejser også et afgørende spørgsmål: Hvorfor har vi råd til at sjatte skattekroner væk til højre og venstre, men aldrig råd til at lette skatten? Det er det virkelige mysterium. Svaret blæser i de vinde, der driver 'skippers' fartøj fremad:
'Vi havde ingen anker
og heller ingen rat,
vi sejled' efter bølgerne
og skippers gamle hat,
og helledusseda' ...
