I otte år var det hendes hjem. Et hjem der krævede tilpasning. Men dét, mener den kendte springrytter Tina Lund, er det mindste, man som gæst kan gøre. Også Elvira Pitzner.

»Det eneste jeg kan sige, er, at der i Dubai er en anden kultur og andre regler, som det er en god idé at overholde. Ellers er det ikke det rigtige sted at være,« siger hun.

Som B.T. i lørdags kunne fortælle, tilbageholdes realitystjernen Elvira Pitzner for tiden i Dubai og skal om få dage for en dommer i en sag om utroskab.

Det er hendes ekskæreste Milad Saadati, som har anmeldt hende til politiet. På papiret er de to nemlig stadig islamisk gift, viser en ægteskabskontrakt, B.T. har set.

Så at Elvira Pitzner er rejst på ferie til Dubai med sin nye kæreste, strider mod emiratets sharialov. En overtrædelse som ifølge de eksperter, B.T. har talt med, kan give en straf på mellem ét og tre års fængsel.

Og uanset hvad man måtte mene om den lov, mener Tina Lund altså, at man som minimum må respektere den, hvis man rejser dertil.

»Nu har jeg ikke fulgt med i sagen og har derfor svært ved at kommentere den, men det er forbudt at være at utro, hvis man er gift.«

»Det er den regel, der er i Dubai, og så må hun jo vælge, om hun vil tage chancen eller overholde den,« siger Tina Lund, som for ti år siden flyttede med familien til Dubai og var bosat i emiratet frem til 2021.

»Selvfølgelig er kulturen dernede noget, man skal vænne sig til. Det skulle jeg også. Små ting som at man, når man går ud om morgenen, bare ikke går i helt korte shorts eller en nedringet gennemsigtig bluse. Det er ikke velset i Dubai.«

»Men jeg synes, at jeg har 90 procent gode oplevelser af at være kvinde i Dubai og har ikke oplevet noget negativt på egen krop. Tværtimod har jeg snarere oplevet, at der blev passet bedre på mig dernede, end jeg nogensinde har oplevet i Europa.«

»Der var da små ting, jeg studsede over. For eksempel at der på mit visa skulle stå, at jeg var sponsoreret af min mand. At jeg ikke kunne skrive under på en kontrakt.«

»Men hvis man rejser ind i et land, som jeg gjorde, hvor der er andre regler og en anden kultur, så mener jeg også, at man skal respektere det land, man flytter ind i,« siger Tina Lund.

Elvira Pitzner (yderst t.h.) i selskab med sin søster Thalia og mor Katarina.
Elvira Pitzner (yderst t.h.) i selskab med sin søster Thalia og mor Katarina. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun understreger, at hun ikke ved eller har kendskab til, hvad der er sket med Elvira Pitzner, selv om de to for blot et par år siden ellers var rigtig gode venner.

Det var, mens de begge stadig boede i Dubai.

»Jeg var meget sammen med dem, dengang de var kærester. Jeg boksede meget sammen med Elvira og Milad, og han var tit ude ved hestene sammen med Elvira. Men der var de jo nyforelskede,« fortæller Tina Lund, som har kendt såvel Elvira som hendes søster Thalia, siden de var små.

Hun har nemlig redet stævner mod deres far Hans Helmgaard Kristiansen, som er tidligere professionel springrytter.

Siden hun i 2021 flyttede tilbage til Danmark, har Tina Lund ikke set hverken Elvira Pitzner eller hendes ekskæreste Milad. Og altså heller ikke fulgt med i den nye udvikling.

»Men jeg synes godt, at man kan respektere de regler, der er i det land, man rejser eller flytter til.«

»Det er os, der er gæster i deres land. Og hvis ikke man kan lide det, er det måske ikke det rigtige sted at være. Det er min holdning.«