Lars Lilholt: Jeg er taknemmelig for at være i live

Lars Lilholt sendte et brev til kommunen for fem år siden og meddelte, at han udskød folkepensionen. På ubestemt tid.

Den 14. marts fylder den folkekære trubadur 70 år, og han har ingen planer om at lade musikken forstumme. Den banker stadig i ham som taktfaste hjerteslag.

»Jeg synes ikke, jeg har en karriere – jeg har et liv. Og det har drejet sig om musikken,« siger Lars Lilholt.

»Jeg har altid tusset rundt og spillet musik og skrevet sange. Og så har jeg været så heldig at kunne leve af det.«

Lars Lilholt er født i København, men opvokset i Aalborg.

Hjemmet var musikalsk, og som barn fik han sin første guitar.

Godt nok er Lars Lilholt uddannet skolelærer. Men han har aldrig bestredet jobbet, andet end når han hjemmeunderviste sine børn, når familien holdt pause fra livet på landevejene og i perioder bosatte sig på den italienske ø Sicilien.

Faktisk har han den dag i dag stadig ikke noget job. Det er et løfte, han gav sig selv selv ung.

»På engelsk hedder det at spille 'to play' – det betyder også 'at lege'. Jeg har aldrig betragtet musik som et arbejde,« siger han.

Selv om Lars Lilholt fylder 70 år, har han alle aldre i sig.

Når han står på scenen, får fandenivoldskheden ham til at føle sig som en 17-årig igen.

Men uden for scenen har han periodisk følt sig oldgammel.

»Jeg har været lidt igennem i løbet af livet, og så kan man godt føle sig rigtig gammel. Men jeg har det sådan, at det er bedre end alternativet,« siger han.

Sidste år blev Lars Lilholt opereret for tarmkræft og erklæret sygdomsfri. Men senere opstod der alvorlige komplikationer, og han fik tarmslyng og bughindebetændelse.

Lars Lilholt kan ikke huske så meget, andet end at han begyndte at få frygteligt ondt.

Dagen efter vågnede han på intensivafdelingen.

»Jeg tænkte: 'Det var da dejligt, at familien er her, for jeg har ikke set dem samlet siden jul'. Det var først fire måneder efter, at de fortalte mig, at de var kaldt ind for at sige farvel,« fortæller Lars Lilholt.

»Et eller andet sted er jeg ikke bange for at dø. Men jeg er utroligt bange for at miste livet. Jeg er taknemmelig for at være i live.«

Lars Lilholt er ved at komme til hægterne igen, så han er klar til sommersæsonen. Sidste år optrådte han med stomi. Efter at den er blevet fjernet, skal han have sin krop til at fungere igen, og det kræver kræfter at komme tilbage i topform.

Publikum skal have fuld valuta for pengene.

»Jeg er dybt beæret over, at folk gider at bruge en aften i deres korte liv med mig. Det er altid en stor glæde, når det hele svinger, og folk omkring mig er glade, og publikum er glade. Så har jeg det som en fisk i vandet,« siger Lars Lilholt.

»Når jeg går ind i lyset, kommer jeg på dupperne, fordi folk sender så meget positiv energi op. Så kan man vælge, om man vil suge alt i sig og blive dum og selvfed. Eller man kan se sig selv som en tjener for øjeblikket og sende energien tilbage i hovedet på publikum.«

Det har han gjort i 50 år nu.

2023 er også året, hvor Lars Lilholt kan markere guldjubilæum som spillemand. I 1973 dannede han sammen med et par skolekammerater folkrockgruppen Kræn Bysted's. Den blev opløst i 1982, og samme år udgav han sit første soloalbum.

I 1983 dannede han sit selvbetitlede orkester, Lars Lilholt Band, der i år har rubinjubilæum efter 40 år på farten. Samme år blev han far for første gang til Lærke, som i dag synger kor i selvsamme orkester. Hans søskende var også en del af det første Lars Lilholt Band.

»Vi havde alle små børn, så vi hyrede min mor som babycrew, som vi kaldte det, og rejste rundt som en anden cirkuskaravane. I dag er det børnebørnene, der løber rundt på bagscenen,« siger han.

Sammen med Johnny Madsen og Allan Olsen har Lars Lilholt også turneret rundt som en del af Dalton-trioen.

Lars Lilholt har udgivet omkring 300 sange og solgt omkring 2,5 millioner album. Han har vundet et hav af priser. Heriblandt Danish Music Awards-statuetter, Dansk Musiker Forbunds Hæderspris og Musikkritikernes pionerpris for sit virke.

Hele vejen igennem har han holdt fast i det håndspillede. Der er ingen computer eller backtrack på.

Det er ren, rå musik.

»Hvis jeg har lært noget i livet, så er det, at man skal gøre sig umage. Vi øver os, sådan at vi er så forberedte, at hvis der falder en blåhval ned fra himlen, kan vi også tackle det,« siger Lars Lilholt.

»Sådan nogle borgerlige dyder, synes jeg, er vigtige, og det er dem, jeg lever efter. Her på mine gamle dage er jeg egentlig bare en trofast mand.«

Hans første ægteskab, hvor han fik sin ældste datter, gik i stykker, fordi han ikke var det.

Han har været prototypen på en rockmusiker – sex, drugs and rock'n'roll – og har beskrevet en række af eskapaderne i selvbiografien 'Drømme og dæmoner'.

Angsten og euforien og alt det derimellem.

»Der var som regel altid kvinder involveret. Hvis de ikke vil have en, bliver man deprimeret. Og så kørte jeg i overhalingsbanen,« siger Lars Lilholt.

Vinteren kan stadig være meget mørk. Men i stedet for at gå til er det i dag musikken, der dulmer.

»Jeg skriver hele tiden. Det er min måde at eksistere på,« siger han.

Han er kendt for numre som 'Hvidsten Kro', 'Den hvide dværg' og 'Café Måneskin', men hans signatursang er og bliver 'Kald det kærlighed'.

Om det også er den sang, han er mest stolt af, ved han ikke. Men det er i hvert fald den, hans bank bedst kan lide.

»Den sang har været mit held. En gang imellem bøjer jeg mig dybt i støvet og siger: 'Tak, du lille sang, at du lod mig føde dig'. Den har åbnet mange døre. Og betalt det hus, jeg bor i – det gør den sgu stadig,« lyder det fra Lars Lilholt.

I dag er det Ninna, han kalder kærlighed. Han mødte hende, da han var 39 år, og hun var 23. Ingen troede, det ville holde. I år har de været sammen i tre årtier.

Musikken er blandt det, der forener dem.

»Hun er min tourmanager. Hun holder i det hele taget sammen på mig,« siger Lars Lilholt.

Sammen har de en søn, som læser informationsvidenskab, og en datter, som lige er blevet kandidat i medicinkemi.

»Hun skulle have været færdig sidste år. Men da jeg lå syg, tog hun orlov og passede sin gamle far i stedet. Hun var hver eneste nat i to måneder ved mig på hospitalet. Det var meget rørende,« siger han.

Der er kun to ting, der ville kunne trække stikket på Lars Lilholt: At helbredet ikke holder, eller at publikum holder op med at komme.

I øjeblikket er han i gang med et nyt album.

Gennem sit liv har Lars Lilholt spillet mere end 3.000 koncerter og giver mellem 50 og 100 nye optrædener om året. Sådan skal det gerne fortsætte, til den dag han dratter om.

»Jeg føler mig levende, når jeg har noget at rive i. Så jeg har aldrig prøvet at være stresset. Og egentlig synes jeg, at jeg har tid nok til at vegetere. Jeg bor dejligt langt ude på landet, og der er ro og fred,« siger Lars Lilholt.

»Jeg sætter mig ned til Gudenåen, som løber i baghaven, og ser evigheden rulle forbi.«

/ritzau/