Skuespiller og tv-vært Christopher Læssø og hans kæreste, Laura Becker, er blevet forældre til deres første fælles barn.

Med forårets komme er en lille ny spire kommet til verden.

Den kendte skuespiller og tv-vært Christopher Læssø og hans kæreste, Laura Becker, har fået en datter.

Det afslører den nybagte far på en række Instagram-billeder af den lille familie.

Den nye hverdag med bleskift og søvnløse nætter er ikke fremmed for hverken Christopher Læssø eller Laura Becker, der begge har børn fra tidligere forhold.

Christopher Læssø har i forvejen datteren Olivia.

- Hun glæder sig helt vildt, og det gør Lauras søn også, har Christopher Læssø tidligere sagt til Se og Hør.

Graviditeten blev afsløret i en såkaldt story - et kort, tidsbegrænset videoklip - på Christopher Læssøs Instagram-profil i januar.

De nybagte forældre har været kærester siden 2022. Forinden havde de været venner i 12 års tid, inden venskabet udviklede sig til kærlighed efter en god aften i byen, gode snakke og gå- og cykelture, som parret beskrev det til Se og Hør i november 2023.

Den 39-årige skuespiller er kendt fra roller i det Cannes-vindende drama "The Square", DR-dramaet "Bedrag" og for Bille August-filmen "Ehrengard: Forførelsens kunst", som havde scenografi og kostumer af dronning Margrethe.

Derudover har Christopher Læssø også en række store tv-værtsjob bag sig. Blandt andet på TV 2-programmerne "Danmark har talent" og "Danmarks vildeste danser".

/ritzau/