Hun har stået på de største scener. Været feteret og haft verden for sine fødder gennem årtier. Men én ting har altid manglet i hendes liv.

»Det er stadig en stor sorg for mig, at jeg aldrig har fået børn,« siger Zindy Laursen. Som trods sine 52 år ikke har opgivet drømmen.

For popstjernen Zindy Laursen tør stadig drømme. Har i dag mere mod på livet end nogensinde før. Og derfor har hun taget en beslutning. En stor beslutning.

At adoptere.

Udefra har Zindy Laursens liv og karriere set succesfuldt ud, som her på scenen med Cut'N'Move. Men der har altid manglet noget.
Udefra har Zindy Laursens liv og karriere set succesfuldt ud, som her på scenen med Cut'N'Move. Men der har altid manglet noget. Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Skuer hun tilbage på sit liv, har det langt fra været en dans på roser.

Som hun for nylig fortalte i et stort interview med B.T., har hendes opvækst været barsk. Fyldt med svigt og seksuelt misbrug.

Og voksenlivet har ikke været nemmere. Flere længerevarende voldelige forhold har hun angiveligt været i. Som dog kunne have givet hende dét, som hun drømte om. Et barn.

»Enten valgte min krop, at det ikke skulle være sådan eller jeg selv,« fortæller Zindy Laursen og fortsætter:

»Men jeg er stolt af og taknemmelig over, at jeg valgte ikke at få børn med de mænd, jeg har været sammen med de sidste 12 år.«

»For havde jeg fået børn med dem, havde de været bange for far, bange for at få en flad. Og jeg ønsker ikke, at et barn skal opleve, hvad jeg har oplevet,« understreger hun.

»Men nu er jeg gået i gang med en adoptionsproces i USA, for der er så mange børn på børnehjem, der har oplevet svigt og været udsat for det, som jeg har.«

Når man har prøvet det, vil man gerne hjælpe nogen, der har det på samme måde og har ekstra meget brug for kærlighed.«

»Så jeg er simpelthen i gang med at skabe et godt liv for én, der har haft det svært,« smiler Zindy Laursen, som håber indenfor overskuelig tid at kunne kalde sig mor.

Til et barn, hun kan elske ubetinget. Et barn, der har brug for hende og dét, som hun kan give. Og kan blive en del af hendes familie. Hendes nye store familie.

De seneste 21 år har Zindy Laursen boet i New York og har nemlig for nylig langt om længe fundet frem til sin biologiske far, ham, der er grunden til, at hun har tilføjet et Johnson til sit efternavn.

Zindy Laursen Johnson hedder hun nu. Er datter af William Henry Johnson, som bor i Louisiana.

Og med ham har hun fået en stor amerikansk familie.

Da hun for nylig mødtes med sin nye familie, fyldte de kirken til bristepunktet. 250 var de. Og det var ikke engang dem alle.

»Havde alle været samlet, var vi vist nået op på 350,« fortæller Zindy Laursen med et stort smil. Lykkelig over, at den manglende brik i hendes livs puslespil endelig er fundet og faldet på plads.

Endelig at finde sin biologiske far har haft stor betydning for Zindy Laursen og hendes helingsproces.
Endelig at finde sin biologiske far har haft stor betydning for Zindy Laursen og hendes helingsproces. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I sin nye biografi ‘Frihed’ fortæller Zindy Laursen om sin årelange jagt på sin biologiske far.

Hun blev nemlig undfanget i Sidney, Australien – hvor hendes mor boede som ung – og var ifølge moderen resultatet af et forhold til en afroamerikansk soldat, som var på orlov i byen.

Og i årevis troede hun, at Cleveland, som soldaten hed, var hendes far.

Først i slutningen af 90erne gik hun all-in på at finde ham og hyrede en privatdetektiv. Men da hun endelig fandt ham, viste han sig at være narkoman.

Få år senere flyttede Zindy Laursen til New York og ville gerne søge om amerikansk statsborgerskab, hvilket krævede en dna-test fra far og datter.

‘Cleveland er desværre ikke din far’ lød det nedslående svar.

Længe begravede hun drømmen om at finde sin far. Var helt bogstaveligt på bar bund. Indtil en slægtsforsker kom hende til undsætning. Og fandt frem til William Henry Johnson.

Endelig havde Zindy Laursen fundet sin biologiske far.

Zindy Laursen Johnson hedder hun nu. Efter sin far William Johnson.
Zindy Laursen Johnson hedder hun nu. Efter sin far William Johnson. Foto: Privat
Vis mere

Med ham og den nye familie i sit liv har hun endelig fundet en slags ro. Og fået mod på at starte en selv. Udvide flokken. Med et barn, der har brug for hende.

Og derfor er hun altså gået i gang med at adoptere et barn, der som hende selv har oplevet svigt. 

»Når jeg kigger tilbage på min egen historik, ville jeg da ønske, at der var nogen, der havde krammet mig og sagt ‘det bliver o.k. Zindy’.«

For Zindy Laursen blev det o.k. Trods alt. Takket være hendes eget fightergen. Som hun forhåbentlig snart kan give videre. 

»Jeg vil i hvert fald have en masse at give af. Og jeg er mere klar end nogensinde.«

'Frihed' er udkommet på Impact Press

Læs også: