Danske prostituerede er flyttet ind på Facebook, der bruges som en ekstra salgskanal og reklamesøjle for ydelserne. Annonceringen sker helt åbent og bliver ikke fanget af pornofiltre.

Superfransk, pirringsbondage og hård SM. Sådan lyder et par af de ydelser, man med en lille indsats kan finde frem til, hvis man surfer lidt rundt på det sociale netværk, Facebook. Her har mange af de samme driftige prostituerede, der annoncerer bagerst i Ekstra Bladet nemlig valgt at springe med på den sociale bølge og oprette sider, hvor de under deres kunstnernavne reklamerer for sig selv, og tilbyder kunderne ekstra billedmateriale, så man grundigt kan tjekke den vare, der tilbydes, inden man køber.

Stort set alle profilerne er åbne, og kræver derfor ikke, at man blive ven med det lokale bordel, hvis man vil følge med i hvordan pigerne ser ud.

Det er ikke blot selvstændige prostituerede, der har kastet sig over Facebook - også danske stripklubber og escortbureauer har profiler på det sociale net, hvor de rundhåndet deler ud af billedmateriale om de piger, der arbejder på stedet.

Mange annoncer

B.dk har med en lille indsats fundet frem til nogle håndfulde sammenfald mellem Ekstra Bladets massageannoncer og profiler på Facebook, men der er stor forskel på, hvordan varen tilbydes. Nogle af de prostituerede tilbyder meget åbenlyst ydelser, mens andre nøjes med ærligt at angive deres profession, der ofte er 'glædespige' - med dertil hørende billedmateriale.

Tilstedeværelse på sociale netværk anses af mange virksomheder som en vigtig del af markedsføringen - og nogle virksomheder har sågar hele afdelinger, der beskæftiger sig med sociale medier. Det gælder altså nu også erhvervsdrivende, der lever af at sælge sig selv.

Mange prostituerede og bordeller har i dag hjemmesider, hvor de reklamerer med deres ydelser på det åbne internet, men det er forsat Ekstra Bladet, der har den stærkeste position på formidling af massageannoncer i Danmark. Alligevel ryster Ekstra Bladets annoncedirektør, Claus Nyvold, ikke umiddelbart i bukserne ved udsigten til, at annoncekunderne nu forsøger sig med de sociale medier.

- Der er jo mange konkurrenter, der også beskæftiger sig med det her marked, og digitalt er der rigtig mange, der prøver at konkurrere med os. Det kan sagtens være, at vi kan få konkurrence fra Facebook på dette område med tiden, men Facebook har jo også selv, som amerikansk virksomhed, et moralsk kodeks, der gør, at de nok vil lukke for meget af det, de opdager af obskure ting. Samtidig kan man jo overveje, om man vil har lyst til, at det fremgår af ens egen profil, at man er ven med en af disse profiler, siger han.

Ikke ulovligt - kun på Facebook

Prostitution er ikke ulovligt i Danmark, ej heller er det ulovligt at annoncere for sig selv - heller ikke selv om det sker på et socialt netværk, der ellers prøver at være hele familiens.

De kreative annoncer, der ofte rummer billeder af virkelig meget hud, meget våde kys mellem personer af samme køn og diverse kropsdele i inciterende situationer, er dog i strid med Facebooks egne vilkår på området.

Her er der skrappe regler og nul tolerance over for pornografi af enhver art, og Facebook scanner løbende netværket for billeder og profiler, der overtræder reglerne. Tilmed er det næppe sandsynligt, at kvinderne i virkeligheden hedder Hot Love og tilsvarende - og profiler med falske navne er ligeledes uønskede på det sociale netværk.

Talsmand for Facebook i Norden, Jan Frederiksson, oplyser, at Facebook normalt ser strengt på på pornografi, og selv om selskabet ikke blander sig i folks øvrige gøren og laden, er profiler, der annoncerer for prostitution, et problem.

- At sælge sex via Facebook er ikke tilladt ifølge Facebooks Community Standards (regler, red). Det falder under pornografi, skriver han i en mail til Berlingske.

Kan ikke fanges af filtre

Porno og prostitution er en varm kartoffel for mange forældre, der på forskellig vis forsøger at beskytte deres børn mod alt for store doser frisind på nettet. Det kan gøres via forskellige pornofiltre og sorteringsmekanismer - men mange af disse metoder vil være ubehjælpelige på Facebook, fordi det kræver en manuel vurdering at se, om der er tale om en af ungernes venner fra klassen, eller en prostitueret fra nabolaget.