IT-eksperter foreslår at vrage CPR-nummeret som identifikation til fordel for NemID. Retsordførere er åbne over for forslaget.

CPR-nummeret som brug til identifikation kan være truet, efter 900.000 danskere har fået afsløret deres CPR-nummer på Robinsonlisten - en oversigt over danskere, som har sagt nej til adresserede reklamer i deres postkasse.

Både erhvervsforeningen IT-Branchen og IT-sikkerhedsfirmaet CSIS foreslår, at danskerne i stedet skal bruge NemID til at identificere sig.

»CPR-numre har ikke længere værdi som legitimation for, hvem man er. Både myndigheder, virksomheder og borgere skal indrette sig efter, at det er en persons NemID, der er den beviselige garanti for, hvem man er,« siger Morten Bangsgaard, administrerende direktør i IT-Branchen.

Han understreger, at det ikke handler om at skrotte CPR-numrene, men om at bruge dem rigtigt.

»Man skal kun kunne få adgang til data eller mulighed for at ændre i dem, når man først har legitimeret sig sikkert. Og det bør ikke kunne ske alene med et CPR-nummer, hverken hos myndigheder eller i private virksomheder,« siger Morten Bangsgaard.

Han efterlyser desuden klare regler for, at CPR-numre ikke skal kunne bruges som adgangsgivende bevis for ens identitet.

»Her kan man bruge sit NemID eller en anden digital identifikationsnøgle, som også skal kunne være tilgængelig på mobil eller anden hardware, som borgerne har med sig i deres dagligdag,« siger den administrerende direktør i IT-Branchen.

I IT-sikkerhedsfirmaet CSIS er konsulent Jens Højland Christensen enig i, at NemID kan være en løsning på problemet.

»Den måde, CPR-nummeret bliver brugt på i dag, er forældet og forkert. I dag bliver det mange steder brugt til at bevise, at folk er, hvem de er, og det har aldrig været tiltænkt. Der skal ske noget med brugen af CPR-nummeret, og her kan NemID være løsningen,« siger Jens Højland Christensen.

På Christiansborg er flere retsordførere åbne over for NemID-forslaget.

»Det lyder bestemt som et spændende forslag og et rigtig godt input i den her debat,« lyder det fra Simon Emil Ammitzbøll (LA) fra Liberal Alliance.

Forslaget bliver også hilst velkommen af venstrefløjspartiernes retsordførere, som dog peger på en række udfordringer med NemID.

»Man skal passe på med at gøre NemID til en gylden løsning, for der har også været sikkerhedsproblemer med det system. Men tanken om, at man bruger et digitalt nøglekort - eventuelt i kombination med et CPR-nummer - er da en fristende idé,« siger Enhedslistens Pernille Skipper (Ø).

Socialdemokraternes Trine Bramsen (S) tilføjer, at hun tøver med at gøre NemID som identifikation obligatorisk på grund af de landets ældre borgere. Men - pointerer hun - NemID kan bruges i langt højere grad end i dag.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) siger i en skriftlig kommentar, at sikkerhedsbristen, som CPR-kontoret under hendes ministerium er ansvarlig for, er en fejl, som ikke må kunne ske.

Enhedslisten har kaldt hende i samråd om sagen for at få en forklaring på lækagen.

»Derfor har jeg også krævet at få en fuldstændig redegørelse, så jeg kan danne mig det fulde overblik over sagen. Det er klart, at jeg meget grundigt vil overveje, hvilke konsekvenser denne sag skal have,« siger Margrethe Vestager.