Siden 2014 har flere danske kvinder taget turen til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Én af dem er en 18-årig slægtning til den konservative politiker Naser Khader.

Det fortæller han til Radio 24Syv. Den 18-årige pige, som han har kendt næste hele hendes liv, er opvokset i Danmark. I sommer rejste hun dog til Syrien, hvor hun i dag bor i Raqqa, som Islamisk Stat selv har erklæret som deres hovedstad.

Naser Khader fortæller i radioen, at den 18-årige piges forældre ikke var religiøse. Derudover levede hun et 'gennemsnitligt' teenageliv. Han var ikke sammen med familien ofte, men han ser dem til store familiesammenkomster. Selvom han ikke havde et tæt forhold til den 18-årige pige, var indtrykket, at hun var ligesom sine danske jævnaldrene.

På et tidspunkt blev hun dog nysgerrig på sin kulturelle baggrund. Forældrene kunne ikke fortælle meget, og derfor opsøgte den 18-årige pige en kvinde på Nørrebro, der underviser i koranen.

Derfra gik det stærkt.

»Der ringede nogle alarmklokker forrige år, da hun begyndte at blande sig i debatten på Facebook i en ekstrem retning, og på et tidspunkt skriver hun faktisk på min Facebook ’jeg skammer mig over at være i familie med dig’, fordi jeg var så kritisk overfor Islamisk Stat. Det undrede mig, og jeg tog fat i hendes forældre,« fortæller Naser Khader.

Forældrene kunne fortælle ham om datterens interesse for sin kultur, og Naser Khader fortæller, at det i sig selv ikke er et problem. Han fortæller til radioprogrammet, at problemet opstår, når de bliver undervist i kulturen af nogle, der er ekstreme og har en politisk agenda.

I dag er den 18-årige pige gift med en jihadist, som hun har mødt på de sociale medier, og Naser Khader mener, at hendes radikalisering viser, hvor hurtigt det kan gå. Og at det ikke kun er unge fra religiøse hjem, der bliver radikaliseret.

Han fortæller, at de politisk ekstreme personer, der underviser i blandt andet koranen, er meget aktive, og udover viden giver de også en omsorg og et netværk, der gør, at unge kan føle sig tiltrukket af dem.

Naser Khader kender dog ikke den specifikke koran-underviser fra Nørrebro. Også den 18-åriges lillesøster viser tegn på radikalisering og er blevet gift med en, der er radikaliseret, fortæller Naser Khader, som står frem med sin historie for at advare andre forældre.

Ifølge Naser Khader, sker det af og til, at den 18-årige pige, der er i Raqqa, fortæller familien, at hun gerne vil hjem, fordi det er 'svært' dernede. Det er dog ikke så ligetil, og kommer hun hjem en dag, skal hun stå til ansvar for sine ulovlige handlinger.

Han fortæller, at familien gør hvad de kan for at få hende tilbage til Danmark.