Som bare 19-årig stiftede han i 2006 teleselskabet Onfone. Fem år senere købte TDC selskabet for 313 millioner kroner. I går gentog den selvlærte iværksætter Morten Strunge, hvis højeste eksamen er en HHX, kunststykket og solgte det blot to år gamle teleselskab Plenti for 74 millioner kroner til TDC.

Drejebogen har været stort set den samme for de to indbringende salg, vurderer John G. Pedersen, ejer af og chefredaktør på branchesitet Meremobil.dk.

»Morten Strunge og hans partnere går meget aggressivt ind på markedet med lave priser og med massive markedsføringskampagner og får på kort tid opbygget en kundebase, der er så stor, at det gør ondt på de store spillere. Plenti tiltrak omkring 90.000 kunder på bare halvandet år. Det er rekordhurtigt. De store selskaber kan se, at kunderne forsvinder ud af deres databaser, og måden at stoppe blødningen på er så at opkøbe den, der har stjålet kunderne,« siger han.

Selv om stifterne af Plenti ved selskabets stiftelse bedyrede, at de gik ind i markedet for at levere billig telefoni til danskerne, har det ifølge John G. Petersen aldrig været hensigten, at Plenti skulle være et selskab, der tjente sine penge på almindelig drift.

Kigger man tilbage på Onfones historik kørte selskabet med millionunderskud på driften år efter år, og kort før salget til TDC havde Onfone ifølge Computerworld.dk akkumuleret en gæld på 29 millioner kroner og en negativ egenkapitale på 20 millioner. Men selskabet var godt på vej mod at nå sit erklærede mål om at ramme 300.000 kunder og havde samtidig så stærke investorer i ryggen, at TDC ikke så anden udvej end at købe den irriterende lillebror.

»Hverken Morten Strunge eller hans kompagnon i Plenti, Peter Mægbæk, som tidligere har solgt Fullrate til TDC, er typerne, der stifter et selskab for drive det i årevis. De er købmænd,« siger John G. Petersen.

Han pointerer, at hvis Morten Strunge og Peter Mægbæk på forhånd havde vidst, at ingen af de store spillere ville opkøbe Plenti, havde de aldrig stiftet selskabet, for så havde de måttet lave en forretning, hvor de tjente pengene på driften -  på det enkelte abonnement.

Men med en tilstrækkeligt stor kundebase har Plenti ifølge John G. Petersen været i stand til at spille de store spillere som TDC, Telia og 3 ud mod hinanden.

»På et tidspunkt er der en af de store spillere, der bliver så bange for, at en de andre store spillere løber med Plentis 90.000 kunder, at de tænker, at vi må slå til, før en af de andre andre gør det. Det er fremragende købmandskab, men jeg vil da håbe for TDC, at de har fået lavet en god konkurrenceklausul, der stækker Morten Strunge et godt stykke ind i fremtiden. Ellers kan han jo gøre det en gang mere - og måske en gang til,« siger John G. Pedersen.

Morten Strunge er i dag 31 år.