Advarsel: Længere nede i denne artikel er der voldsomme billeder af en hånd efter en fyrværkeri-ulykke.
Han glemmer aldrig den aften i december 1996, da han sammen med sin fætter og en kammerat gik ud for at fyre krudt af. Selv om det nu er 21 år siden, går der nemlig stort set aldrig en dag, hvor Christian Mollerup Scheibel ikke på en eller anden måde mærker konsekvenserne af den ulykke, der endte med at koste ham det meste af højre hånd.
»Jeg har svært ved at binde mine snørebånd, skrælle kartofler og skifte ble på min lille søn. Alt det, hvor man skal holde noget i hånden. Som for eksempel at skrue noget ind i en væg. Det tager længere tid for mig, men jeg kan godt. Det værste er næsten den medlidenhed, jeg ofte bliver mødt med. Folk, der i den bedste mening vil gøre tingene for mig,« fortæller han.
Og så har han stadig tinnitus som følge af det enorme brag, det ulovlige kanonslag gav.
Trods talrige operationer har den nu 35-årige key account manager fra København kun omkring halvdelen af selve hånden tilbage. Fingrene er væk, og på hver side sidder der antydninger af tommel- og lillefinger.
Det var anden juledag. Storebroderen havde fødselsdag, der var gæster, og efter aftensmaden gik den 14-årige Christian med sin fætter og en ven over til vennen, hvis forældre ikke var hjemme. Der stod de i et skur og byggede deres egne kanonslag af heksehyl, tændstikker og sejlgarn, som gav nogle gevaldige brag, da de senere fyrede dem af.
Det var, da de lidt senere var på vej hjem til fødselsdagsfesten igen, at det gik galt.
Ved skøjtehallen i Herlev mødte de nogle større drenge, som havde rigtige kanonslag. De tre venner fik tilbud om at købe et par stykker, men de 50 kroner, som de store drenge krævede, var for dyrt, syntes de. I stedet fik de at vide, at der lå et kanonslag i en brevsprække i nærheden, som ikke var blevet fyret af, og det måtte de godt få gratis.
Drengene skyndte de sig over på en grund ved en spejderhytte i nærheden for at fyre det af.
»Vi var lidt usikre på, om det var blevet fyret af. Lunten sad nemlig indvendig, så man kunne ikke se det. Jeg holdt det i hånden og satte ild til det, men der skete ikke noget,« fortæller han.
Derfor smed han kanonslaget fra sig og gik hen til de andre.
»Så kom jeg i tanke om, at det jo var farligt at have liggende et sted, hvor der kom mange børn. Derfor gik jeg tilbage for at smide det over hegnet, men da jeg bukker mig ned for at samle det op, gav det et ordentlig brag.«
I dag husker han tydeligt lyden, det kæmpe lysglimt og så det lufttryk, der ramte hans krop.
»Og så begyndte det at hyle i ørerne på mig. Jeg tog hænderne op for at holde mig for ørerne, men min ene hånd var sjasket i det, og der kom en mærkelig lyd fra den.«
Da Christian så ned på hånden, opdagede han, at den var væk. Han løb hen til det nærmeste hus, hvor en ældre mand hurtigt fik slået alarm.
ADVARSEL: VOLDSOMT BILLEDE
Den aften i 1996 blev en glad og ubekymret teenager-tilværelse med ét forvandlet til et liv i smerter ind og ud af sygehuse. Her havde skiftende kirurger hånden - eller det, der var tilbage af den - under kyndig behandling. Efter ullykken tilbragte Christian en måned på hospitalet, hvor han blev fyldt med smertestillende medicin. I dag har han ikke tal på, hvor mange operationer, han har været gennem i årenes løb for at få genskabt så meget af hånden som muligt.
»Jeg kunne ikke spille håndbold mere, og det var lige i de år, hvor man begyndte at kigge efter piger. Det blev også svært. Jeg var gennem en lang periode med genoptræning, og det var en tough omgang. Jeg havde svært ved at vise hånden frem og svært ved at finde glæden ved tingene igen.«
I dag tænker han også på, hvor hårdt ulykken tog på hans forældre.
»Jeg har selv en lille søn i dag, og jeg kan slet ikke bære tanken om, at han skulle komme ud for noget lignende,« siger Christian Mollerup Scheibel.
Blandt andet derfor ligger det ham også meget på sinde at advare andre, så de ikke skal opleve noget lignende.
»Brug hovedet. Husk sikkerhedsbriller, og hold aldrig fyrværkeri i hånden eller i lommen. Og så skal man aldrig lave sit eget fyrværkeri,« siger han.
Christian Mollerup Scheibel har et godt liv i dag med kone og sin lille søn. Det er lykkedes ham at vende handicappet til noget positivt, og ulykken har gjort ham til en fighter. Han er salgsuddannet og arbejder nu med betalingsløsninger til turister. I fritiden spiller han golf, men nytårsaften skal han stadig ud og fyre krudt af.
»Jeg fyrer stadig fyrværkeri af, men i dag behandler jeg det med en helt anden respekt. Jeg køber ikke ulovligt fyrværkeri, men kun noget, som er pænt, og som flyver op i luften og sprænger.«
