En defekt brødskærer førte i januar til en alvorlig ulykke, hvor en 14-årig bagerpige fik skåret sin ene finger af og beskadiget to andre.

Ulykken skete hos Haals Bageri i Klarup lørdag den 6. januar, hvor den unge pige havde været i gang med at skære brød i skiver på den defekte maskine, skriver Nordjyske.

Pigen blev straks efter alarmopkaldet klokken 10.02 kørt til Odense Universitetshospital.

»Det lykkedes for lægerne at operere og lave hendes fingre. Resultatet blev godt, og pigen er ved godt mod. Hun er begyndt i skole igen,« fortæller ejeren af Haals Bageri, Jan Haals, som har været meget påvirket af episoden.

»Jeg tænker meget på den pige. Det er forfærdeligt at have ansvaret for, at pigen er kommet til skade. Ulykken var ikke hendes skyld. Det er 100 procent mit ansvar som arbejdsgiver. Jeg fralægger mig ikke mit ansvar for, at en sikkerhedsmekanisme på brødmaskinen svigtede,« siger han til Nordjyske.

Bageriet blev samme dag som ulykken skete lukket på stedet, da Arbejdstilsynet ifølge Nordjyske vurderede, at faren for de ansattes sundhed og sikkerhed var betydelig og overhængende.

Ulykken kunne ske, fordi den elektriske overvågning, som skal få maskinen til at stoppe, hvis andet end brød kører igennem, var defekt. Arbejdstilsynets rapport beskriver, hvordan pigen havde åbnet låget og kom i kontakt med en kniv i bevægelse, som endte med at give hende de alvorlige skader.