Alle var vidner til Tadej Pogacars knusende dominans i lørdagens etape af Paris-Nice.

Som så mange gange før satte sloveneren samtlige konkurrenter på plads, og det gjaldt desværre også Jonas Vingegaard.

Den danske stjerne endte på tredjepladsen bag Pogacar og David Gaudu, og selvom han egentlig virker flere niveauer under Tadej Pogacar, var sidstnævnte imponeret over danskeren lørdag.

»Måske var Gaudu og jeg små procenter bedre end Jonas i dag, men han viste, at han ikke giver op,« lød det fra Pogacar.

Jonas Vingegaard (tv.) med Tadej Pogacar og David Gaudu.
Jonas Vingegaard (tv.) med Tadej Pogacar og David Gaudu. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Jonas Vingegaard blev flere gange sat under den afsluttende stigning, men stædigt blev han ved med stille og roligt at køre op til de to forreste ryttere.

Ikke ligesom etapen i onsdags, hvor danskeren først angreb, men derefter blev sat og måtte kæmpe sig i mål, langt foran de forreste.

»Han eksploderede ikke som sidst, han kom tilbage hver gang. Det var ret imponerende. Men jeg tror, at han vokser som rytter, og han kommer helt sikkert til at være i bedre form til juli,« sagde Pogacar med hentydning til Tour de France, hvor han og Vingegaard med høj sandsynlighed kommer til at være de to altoverskyggende favoritter.

Inden ottende og sidste etape i Paris-Nice er Jonas Vingegaard nummer tre i det samlede klassement, 58 sekunder efter Tadej Pogacar.

Mellem de to befinder sig David Gaudu, 12 sekunder efter sloveneren.

»Det er ikke slut for hverken Jonas eller nogen af de andre i det samlede klassement. Det er en uforudsigelig etape i morgen,« sagde Pogacar.

»Men i dag så vi jo, at Gaudu er en af de stærkeste her, og mit mål er ikke at lade ham køre. Samtidig med, at jeg respekterer de andre, så de ikke tager tid på mig, og jeg kan slutte af i gult i morgen.«

Du kan læse B.T.s dom fra syvende etape i Paris-Nice lige her.