Astanas Vincenzo Nibali stak af sted, da den førende i klassementet, Chris Froome, havde en defekt, og italieneren formåede at holde favoritterne bag sig på resten af 19. etape af årets Tour de France.

Det kasakhiske hold fik dermed en oprejsning efter torsdagens etape, hvor en motorcykel forhindrede Jakob Fuglsang  i at køre med om etapesejren.

Feltet fik en vanvittig hård start på fredagens 138 kilometer lange etape, som også var kongeetapen i Tour de France. Fra kilometer 0 gik det op ad en kategori et-stigning, og det knækkede flere af rytterne.

Blandt andre danske Michael Valgren, som hurtigt halsede efter hovedfeltet og længe lignede en færdig mand. På toppen af dagens første stigning var han otte minutter efter feltet.

Kræfterne rakte kun til den efterfølgende nedkørsel, hvorefter han stod af cyklen og udgik af årets Tour de France. 48 timer før sidste etape i Paris.

Anderledes gode ben havde et udbrud på 22 mand, som stak af sted fra etapens begyndelse. Heriblandt Joaquim Rodriguez (Team Katusha) og torsdagens etapevinder Romain Bardet (Ag2R-La Mondiale), som begge skaffede point til bjergtrøjen.

Især Bardet var flittig til at sikre sig point, og han er ny mand i bjergtrøjen. Jakob Fuglsang var mærket ovenpå torsdagens udbrud, og han formåede ikke at bringe sig tættere på sejr i bjergkonkurrencen.

I det store udbrud stak Pierre Rolland (Team Europcar) af på dagens anden stigning, som var uden for kategori. Senere fik han følgeskab af Vincenzo Nibali, som stak af fra favoritgruppen, efter at løbets førende rytter, Chris Froome (Team Sky), havde en defekt.

På kategori et-stigningen op mod mål kørte Nibali fra Rolland, og han kunne derefter køre alene i mål.

Bagved Nibali og Rolland rørte favoritterne også på sig, da Nairo Quintana (Team Movistar) fik sat et effektivt angreb ind på Chris Froome, som han hentede 32 sekunder på. Forspringet er dermed 2 minutter og 38 sekunder mellem Froome og Quintana.

Lørdag er det sidste mulighed for favoritterne at røre på sig, når den bjergrige etape slutter på toppen af den legendariske stigning Alpe d'Huez.