Richard Carapaz vandt en dramatisk 4. etape i Giro d'Italia, og Tom Dumoulin blev den store taber efter styrt.

Der var drama for anden dag i træk, da 4. etape i Giro d'Italia blev kørt tirsdag.

Et styrt seks kilometer før målstregen betød, at en lille gruppe kom alene til mål, og her var Richard Carapaz (Movistar) fra Ecuador hurtigst til sidst.

Her gik det opad mod målstregen, og Carapaz stak af og kunne ikke hentes.

Dagens store taber blev Tom Dumoulin (Sunweb), som var involveret i styrtet og trillede i mål med et blødende knæ.

Dumoulin er dermed nede som nummer 56 samlet og er fire et halvt minut efter i det samlede klassement.

Efter etapen meddelte holdet på Twitter, at røntgenbilleder viser, at hollænderen ikke pådrog sig brud i forbindelse med styrtet.

Sent tirsdag kommenterede Tom Dumoulin så kortfattet konsekvenserne af sit styrt.

- Tak for alle meddelelser. Heldigvis var der ingen brud. Vi må se, hvad morgendagen bringer, skrev han på Twitter.

Dermed lægger han op til, at han før 5. etape beslutter, om han fortsætter i løbet.

Primoz Roglic (Jumbo-Visma) i den lyserøde førertrøje var med i den lille gruppe, der til sidst udgjorde feltet, og han hentede dermed værdifulde sekunder og fører stadig løbet.

Roglic har 35 sekunder ned til Simon Yates (Mitchelton-Scott) på andenpladsen, mens Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida) er 39 sekunder efter på tredjepladsen.

Mandag var der ligeledes dramatik, da Elia Viviani (Quick-Step) spurtede sig til sejr og i første omgang var overbevist om, at han havde vundet etapen.

Kort efter besluttede løbsjuryen, at Viviani havde brudt sin linje i spurten, da han foretog et svaj fra højre mod venstre side.

Det betød, at Fernando Gaviria (UAE) i stedet blev udråbt som vinder, da han i første omgang blev nummer to i spurten.

Tirsdag skulle rytterne ud på endnu en lang etape, da turen fra Orbetello til Frascati bød på hele 235 kilometer med en afslutning, hvor det gik op til sidst.

Marco Frapporti (Androni Giocattoli), Mirco Maestri (Bardiani) og Damiano Cima (Nippo-Vini Fantani) var i udbrud hele dagen, og med 43 kilometer igen var forspringet på omkring seks minutter.

Det lignede dog afslutningen på en hård dag på kontoret for de forreste, og feltet var samlet ti kilometer før målstregen.

Så ventede finalen forudsigeligt troede de fleste, men med seks kilometer igen opstod det store styrt i feltet, som blandt andre gik slemt ud over Tom Dumoulin, der kan være ude af stand til at fortsætte løbet.

Danske Matti Breschel (EF Education First) valgte at udgå af løbet på 4. etape, og dermed er Mikkel Honoré (Quick Step) og Christopher Juul-Jensen (Mitchelton-Scott) de eneste danskere i feltet.

/ritzau/