Fænomenet kaldes 'balconing' og har gennem årene martret turistparadiset Mallorca.

Nu har det krævet endnu et offer.

Tidlig tirsdag morgen styrtede en tysk turist i døden, da han forsøgte at klatre fra en balkon til en anden på Hotel Timor i Playa de Palma, som ligger tæt på den berømte og berygtede festby Magaluf. Det skriver Bild.

Den 23-årige tysker var ifølge de lokale myndigheder kommet hjem fra en bytur klokken 03 om natten, blot for at finde ud af, at han havde låst sig selv ude.

Det fik den unge tysker til at tage op på hotellets tagterrasse i tiende sals højde for derfra at klatre hen til sit hotelværelse.

Men han mistede fodfæstet og styrtede adskillige meter ned.

Redningstjenesten var hurtigt fremme, men tyskerens liv stod ikke til at redde. Han blev erklæret død på stedet.

Tyskeren var ankommet til Mallorca få timer før dødsulykken, som nu skal undersøges nærmere.

Dødsulykken fra balkonen markerede sæsonens første af sin slags på Mallorca, men tallene viser, at det formodentlig ikke bliver den sidste.

Før vi kigger nærmere på turistparadisets tragiske historik, er det relevant først at berøre trenden 'balconing', som ikke lader sig oversætte til dansk.

Det er, når en person hopper ned i fællespoolen fra sin balkon eller forsøger at springe fra en balkon til en anden.

Ligesom andre påfund med lignende navne er fællesnævneren, at det er farligt og ofte fører til ulykker.

På Mallorca, som er et yndet turistmål for især festglade tyskere og briter, er store mængder alkohol og balkoner en dødsensfarlig cocktail.

Derfor sker ulykkerne ofte sent om aftenen eller tidligt om morgenen, hvor mange er på vej til eller fra nattelivet.

Tilbage i 2014 døde en 20-årig dansker en lørdag nat, da han faldt ned fra fjerde sal på sit hotel i Magaluf på øen.

Dengang lavede TV 2 en optælling over lignende ulykker, hvor der i perioden 2012-2014 var 12 faldulykker fra hoteller alene i Magaluf-området.

I langt de fleste tilfælde er det statsborgere fra Storbritannien, som er involveret i ulykkerne, der topper i højsommeren.

I foråret 2018 før sommeren overhovedet var begyndt var 11 britiske turister faldet ned fra balkoner. Og sådan kommer det i bølger år efter år.