Hvad skete der den aften i portugisiske Praia da Luz?

Det spørgsmål har nu rumsteret i mere end 17 år – og nu får politiet mere tid til at forsøge at løse mysteriet.

Politiet i London, Scotland Yard, har nemlig besluttet at tilføre yderligere penge til efterforskningen af den lille pige Madeleine McCanns forsvinden fra en ferielejlighed i den portugisiske landsby, mens forældrene spiste middag.

Det skriver Daily Mail.

Det britiske indenrigsministerium har besluttet at skyde 1,67 millioner kroner i efterforskningen, som stadig beskæftiger tre efterforskere og en politibetjent på fuld tid, samt en betjent på deltid.

Beslutningen blev truffet to dage før 17-års-dagen for Madelein McCanns forsvinden – og samme måned som den lille pige på billederne, der er gået verden rundt, vil fylde 21 år. Hvis hun stadig er i live.

Samlet set er der brugt mere end 115 millioner kroner på efterforskningen alene i England.

Men foreløbig uden det helt store gennembrud – om end der er en hovedmistænkt i sagen.

Arkivfoto af Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann.
Arkivfoto af Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann. Foto: Carl De Souza/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Siden juni 2020 har den 47-årige tysker, der omtales som Christian B., været efterforsket i forbindelse med den treårige Madeleines forsvinden under en ferie i Portugal tilbage i 2007.

Da han blev udnævnt som hovedmistænkt, sad han allerede bag tremmer. Dømt for en voldtægt af en ældre kvinde i samme område, som den savnede pige forsvandt fra.

Voldtægten fandt sted to år før, Madeleine forsvandt fra en ferielejlighed i Praia da Luz.

Selvom Christian B. har været politiets hovedmistænkte i Madeleine McCann-sagen i årevis, er han aldrig blevet formelt tiltalt.

Han har hele tiden nægtet sig skyldig.

Den britiske pige Madeleine McCann forsvandt fra sin families ferielejlighed i den portugisiske landsby Praia da Luz 3. maj 2007, mens hendes forældre spiste middag på en nærliggende restaurant.

Hun var på det tidspunkt tre år gammel.

Hendes forældre har forklaret, at de havde puttet 'Maddie', som hun blev kaldt, og hendes to yngre søskende i lejligheden, før de selv var gået ned på en tapas-restaurant omkring 50 meter fra, hvor børnene lå og sov.

Cirka hver halve time tjekkede forældrene til børnene i lejlighed 5A. Men da moderen, Kate McCann, klokken 22 gik op i lejligheden for at se til dem, fandt hun kun tvillingerne.

Maddie var forsvundet.

Siden har sagen været omfattende efterforsket, men endnu er det ikke lykkedes at finde ud af, hvad der er sket med hende.