»Han var altid venlig. Jeg kan ikke sige noget dårligt om ham.«

Den hovedmistænkte i sagen om den forsvundne pige Madeleine McCann skal fredag for retten. I den forbindelse har nogle af de personer, der kendte ham fra før, sat ord på, hvordan han virkede.

Det skriver Sky News, som har taget et dyk ned i den mistænkte mands fortid.

Siden juni 2020 har den 47-årige tysker, der omtales som Christian B., været efterforsket i forbindelse med den treårige Madeleines forsvinden under en ferie i Portugal tilbage i 2007.

Her ses et billede af den mistænkte mand, der omtales som Christian B.
Her ses et billede af den mistænkte mand, der omtales som Christian B. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Da han blev udnævnt som hovedmistænkt, sad han allerede bag tremmer. Dømt for en voldtægt af en ældre kvinde i samme område, som den savnede pige forsvandt fra.

Voldtægten fandt sted to år før, Madeleine forsvandt fra en ferielejlighed i Praia da Luz.

Når han fredag møder op i retten, er det dog ikke for sager, der relaterer sig til den savnede pige. I stedet er der tale om to tilfælde af voldtægt og tre tilfælde af seksuelt misbrug af andre kvinder og piger.

Fælles for sagerne er, at de ligeledes skal have fundet sted i Portugal.

Det er endnu ikke lykkedes at opklare, hvad der helt præcist skete med Madeleine, efter hun forsvandt.
Det er endnu ikke lykkedes at opklare, hvad der helt præcist skete med Madeleine, efter hun forsvandt. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Selve retssagen kommer dog til at udspille sig i den tyske by Braunschweig, hvor Christian B. boede mellem 2012 og 2016.

På det, der var hans lokale pub, har Sky News mødt flere, der kendte ham fra den periode.

Og de beskriver ham som »en normal fyr«, lyder det.

Derudover forklarer de, at han arbejdede i en kiosk rundt om hjørnet fra pubben, og at han ofte lagde vejen forbi, når hans arbejdsdag var forbi.

Madeleine McCann var tre år, da hun forsvandt.
Madeleine McCann var tre år, da hun forsvandt. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge Sky News skal den mistænkte seks år efter Madeleines forsvinden have lejet et havehus hos Jürgen Krumstroh.

Til det britiske medie fortæller Krumstroh, at han kontaktede politiet, efter at Christian B. blev udpeget som mistænkt, men at han ikke anede noget om sin nabos kriminelle fortid.

»Han var altid venlig. Jeg kan ikke sige noget dårligt om ham. Han hilste altid på mig, men han deltog ikke i fælles aktiviteter,« fortæller Jürgen Krumstroh og tilføjer:

»Han var en enspænder, men han opførte sig aldrig mistænkeligt.«

Samtidig forklarer en mand, der blot omtales som Matthias, at han tydeligt husker Christian B.

Og han havde »en ubehagelig aura«, fortæller Matthias til Sky News.

Selvom Christian B. har været politiets hovedmistænkte i Madeleine McCann-sagen i årevis, er han aldrig blevet formelt tiltalt.

Han har hele tiden nægtet sig skyldig. 

Arkivfoto af Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann.
Arkivfoto af Madeleines forældre, Kate og Gerry McCann. Carl De Souza/AFP/Ritzau Scanpix

Den britiske pige Madeleine McCann forsvandt fra sin families ferielejlighed i den portugisiske landsby Praia da Luz 3. maj 2007, mens hendes forældre spiste middag på en nærliggende restaurant.

Hun var på det tidspunkt tre år gammel.

Hendes forældre har forklaret, at de havde puttet 'Maddie', som hun blev kaldt, og hendes to yngre søskende i lejligheden, før de selv var gået ned på en tapas-restaurant omkring 50 meter fra, hvor børnene lå og sov.

Godt hver halve time tjekkede forældrene til børnene i lejlighed 5A. Men da moderen, Kate McCann, klokken 22 gik op i lejligheden for at se til dem, fandt hun kun tvillingerne.

Maddie var forsvundet.

Siden har sagen været omfattende efterforsket, men endnu er det ikke lykkedes at finde ud af, hvad der er sket med hende.

Den nuværende retssag mod Christian B. – som altså er separat fra Madeleine-sagen – forventes ifølge Sky News at vare mindst fire måneder.