En politibetjent på vej på arbejde tænkte, at det ville gå helt galt, da han onsdag morgen blev overhalet af en rød Suzuki, der kørte uforsvarligt på Rute 13 ved Nørre Snede.

Og betjenten fik desværre ret.

En 34-årig mand er nu sigtet og varetægtsfængslet for at have kørt en 55-årig kvinde ihjel i forbindelse med en hasarderet overhaling, hvor han bragede ind i en modkørende bil. 

Det skriver TV Midtvest.

Ved et grundlovsforhør onsdag eftermiddag kom det frem, at den 34-årige nu bliver fængslet for at have kørt bil, mens han var påvirket, og for at have kørt uden at vise agtpågivenhed ved at køre over i modsatte bane og ramme en modkørende.

Manden foretog ifølge sigtelsen flere hasarderede overhalinger, og han kørte 120 kilometer i timen, hvor han måtte køre 70.

Han var ved at overhale den 55-årige kvinde ved fuldt optrukket linje, da det gik galt.

Politibetjenten på vej på arbejde tænkte ifølge anmeldelsesrapporten sit, da han selv blev overhalet.

»Det var fuldstændig vanvittigt, det der, så jeg dyttede af ham, men han fortsatte med uændret hastighed.«

Den anholdte er beboer på udrejsecentret Kærshovedgård.

Til politiet har han fortalt, at han var træt og faldt i søvn bag rattet.

I forbindelse med anholdelsen blev der blandt andet beslaglagt en kniv og noget hash hos manden.