For knap en måned siden stod han for en mindehøjtidelighed for den afdøde russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.

Nu er han blevet suspenderet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters om den russisk-ortodokse præst Dmitrij Safronov, som den 26. marts holdt en mindehøjtidelighed ved Navalnyjs gravsted i Moskva – 40 dage efter, at den kendte Kreml-kritiker var afgået ved døden i et arktisk fængsel.

Ifølge den ortodokse tradition afholdes der traditionelt mindehøjtideligheder for de døde på den 40. dag efter deres død, skriver avisen Moscow Times.

Her ses et billede fra mindehøjtideligheden ved Aleksej Navalnyjs gravsted den 26. marts.
Her ses et billede fra mindehøjtideligheden ved Aleksej Navalnyjs gravsted den 26. marts. Foto: Sergei Ilnitsky/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er den ortodokse kirke i Rusland, som står bag den beslutning, og ordren er ifølge Moscow Times blevet underskrevet af den russisk-ortodokse kirkes leder, patriark Kirill.

Af en erklæring, som Moskva-bispedømmet har offentliggjort på stiftets hjemmeside tirsdag, fremgår det, at Dmitrij Safronov er blevet suspenderet fra gejstlige opgaver i tre år.

Det fremgår dog ikke, hvad årsagen til suspenderingen er. 

Beslutningen betyder blandt andet, at Safronov ikke give velsignelser, bære kjortel og bære kirkens præstekors frem til år 2027.

Derudover skal han også være blevet overflyttet til en anden kirke i Moskva for at udføre opgaven som salmelæser.

»Ved afslutningen af bodsperioden vil der på baggrund af tilbagemeldinger blive truffet en beslutning om muligheden for hans videre præstetjeneste,« oplyser bispedømmet ifølge Reuters sin erklæring.

Patriark Kirill er en nær allieret af præsident Vladimir Putin og har bakket kraftigt op om Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Aleksej Navalnyj afgik i februar ved døden i en straffekoloni i Sibirien, hvor han afsonede mere end 30 års fængsel.

Ifølge en retsmedicinsk rapport døde han af naturlige årsager, men flere af Navalnyjs nærmere og hans støtter mener, at der har været tale om en forbrydelse.

Han blev stedt til hvile den 1. marts på Borisovskoje-gravpladsen i Ruslands hovedstad, Moskva.