Mens branden på Børsen fortsat er i gang, har flere allerede givet klart udtryk for, at den ikoniske bygning skal genopbygges.

Og her kan regningen ende med at blive enorm, skriver Finans.

Det vurderer Peter Winther, der er direktør i ejendomsrådgivningsfirmaet Colliers.

Alene med Børsens størrelse på 8.000 kvadratmeter er der en værdi på op mod 450 millioner kroner. Og så skal man lægge den kulturhistoriske værdi oveni, siger han:

Brandanmeldelsen indløb klokken 07.43 tirsdag morgen.
Brandanmeldelsen indløb klokken 07.43 tirsdag morgen. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er jo tale om helt unikke materialer og helt unikke håndværksopgaver, som det ville tage mange år at genopføre, og det skulle ikke undre mig, om vi kommer over en milliard kroner,« lyder et umiddelbart bud fra Peter Winther.

Politikere som Jan E. Jørgensen (V), Anders Vistisen (DF) og Martin Lidegaard (RV) mener alle, at Børsen skal genopbygges.

Kulturministeren Jakob Engel-Schmidt (M) siger, at han »vil gøre alt, hvad han kan, for at dragespiret igen kommer til at tårne sig op over København«.

Og endelig har statsminister Mette Frederiksen (S) også givet sin mening i sagen. Hun mener, det er for tidligt at tage diskussionen lige nu:

»Vi må tage diskussionerne, når vi ved, hvor store konsekvenserne vil være,« siger hun til DR.

Ifølge Finans er Børsen dækket af tre forsikringsselskaber.

IF forsikrer selve bygningen, og Codan, der hører sammen med Alm. Brand, dækker renoveringsopgaven undtagen brand.

Og så er der Pretector, der forsikrer ejendele i den 400 år gamle bygning.

Hvem der ender med at betale for selve genopbygningen, er dog for tidligt at sige.

Anmeldelsen om branden tikkede ind klokken 07.43 tirsdag morgen.

Store dele af værdierne er reddet ud, men det er ikke lykkedes helt at redde Børsen. Omkring halvdelen af Børsen er brændt ned, og det ikoniske spir kollapsede tidligere på dagen.

Godt og vel 135 personer har bidraget i slukningsarbejdet – resten af tirsdagen pågår et efterslukningsarbejde.

Du kan følge med i situationen i B.T.s liveblog LIGE HER.