Nu gik det lige så godt med forårsvejret og de lune temperaturer.

Men i dele af landet kan det være en god idé at tage lidt lunere sokker på i nat.

Nattefrosten kan nemlig være på vej.

»Den varme forårsluft er blevet fortrængt helt ned til syd for Alperne, så den nordlige halvdel af Europa ligger i noget kold luft. Den kommende nat (natten til mandag, red.) har vi 1-2 grader i to meters højde, og det betyder, at der på planteniveau godt kan komme en smule nattefrost,« forklarer vagthavende meteorolog ved DMI, Jesper Eriksen.

I de fleste ører er nattefrost nok ikke noget, der rimer på forår, men faktisk er det ikke så usædvanligt endda, og det kan sågar også ske i maj.

Hvis man er en smule kuldskær, er der dele af landet, som man kan søge imod, hvor det bliver knap så koldt.

»Jo tættere man bor på en kyst med pålandsvind, jo lunere bliver det. Men man skal ikke særlig langt ind i landet, før det kun bliver 2-3 graders varme, hvilket betyder, at der lokalt kan blive frost i plantehøjde,« siger Jesper Eriksen og tilføjer: 

»Men jeg vil sige, at det ikke er en særlig stor del af landet, som får frost i plantehøjde. De fleste steder forventer vi 3-5 frem grader i nat, og det er ikke nok til at give frost i plantehøjde, men i den nordlige og østlige del kan der altså godt lokalt komme frost i plantehøjden.«