Viktor Axelsen tabte fredag sin første kamp i 2024, da han røg ud af Malaysia Open til Shi Yuqi efter en meget omskiftelig semifinale.

Den endte 21-12, 19-21, 21-17 i kinesisk favør.

I første sæt var Shi Yuqi klart bedst og udspillede verdensranglistens nummer et.

Men en trodsig fynbo accepterede tilsyneladende, at han for en gangs skyld ikke var bedst spillende og forsøgte sig i andet sæt med rå right og at smashe løs til stort set alle bolde.

Opskriften virkede indtil midten af tredje sæt, hvor momentum igen skiftede.

Dermed blev det heller ikke til en ren dansk finale i Super 1000-turneringen.

Anders Antonsen havde ellers tidligere gjort sit med en stensikker sejr over taiwaneren Lin Chun-Yi i den anden semifinale.

Axelsen havde ikke spillet specielt overbevisende i sine seneste to kampe op til semifinalen, og Shi Yuqi straffede prompte verdensetterens fejl og mangler.

Efter en dårlig start fik Axelsen reduceret til 7-8, men Shi Yuqi havde langt mere snert, præcision og kraft i sit spil og kørte sikkert første sæt i hus.

Andet sæt startede også skidt for danskeren, men han fik via ren fight og power holdt sig inde i kampen.

Flere gange kastede Axelsen sig fra side til side for at holde sig i live, og da andet sæt var i hus blev det fejret med knyttede næver og en arm i vejret.

Tredje sæt åbnede også fint, men kræfterne slap tilsyneladende lidt op, og Shi Yuqi fandt et højt niveau og afgjorde kampen til sin fordel.

Axelsen kæmpede undervejs med problemer i ryggen, fortæller han efter semifinale-nedturen til TV 2.

/ritzau/