Valdemars Slot skal ikke længere være åbent for offentligheden.

Det sker efter den langvarige strid om slottet i Tåsinge mellem Caroline Fleming og hendes søster Louise Albinus – en strid, der som bekendt endte med, at sidstnævnte købte og søndag overtog slottet, hvis hovedbygning er blevet tømt for indbo, da det tilhørte Caroline Flemings søn Alexander.

Den tømte hovedbygning er grunden til – forklarede en tårevædet Louise Albinus mandag ifølge Fyns Stifttidende – at Valdemars Slot nu ikke længere vil være offentligt tilgængeligt som tidligere.

»Derfor håber Nikolaj (Albinus, Louise Albinus' mand, red.) og jeg meget på jeres forståelse og opbakning, når jeg siger, at slottet ikke kan forblive åbent som museum. For der er ganske enkelt ikke noget at vise frem,« lød det fra Caroline Flemings søster, der måtte tåre øjnene med servietter undervejs.

Louise Juel Brockdorff tog sin mand Nikolaj Albinus' efternavn, da de blev gift på Valdemars Slot 18. april 2009. Bagerst ses lensgreve Niels Juel Brockdorff, som døtrene Caroline Fleming og Louise Albinus arvede slottet fra.
Louise Juel Brockdorff tog sin mand Nikolaj Albinus' efternavn, da de blev gift på Valdemars Slot 18. april 2009. Bagerst ses lensgreve Niels Juel Brockdorff, som døtrene Caroline Fleming og Louise Albinus arvede slottet fra. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Heller ikke de sædvanlige julemarkeder og slotskoncerter vil fortsætte under lensbarondatterens ledelse, fortalte hun ifølge lokalmediet. I stedet er drømmen at ombygge slottet til ældreboliger.

Mandag havde Louise Albinus inviteret til åbent hus på Valdemars Slot for at fortælle om fremtiden for familiegodset.

Indboet fra slottet, der altså ejes af Alexander Fleming, der har arvet det fra sin morfar, forventes at komme på auktion hos Bruun Rasmussen senere på året.

Valdemars Slot blev opført af Christian IV og er et stykke dansk kulturhistorie. Slottet har været i familiens eje i over 340 år.