Sikke en aften i New York.

Caroline Wozniacki var efter sin sejr på 4-6, 6-3, 6-4 i anden runde ved US Open over amerikaneren Danielle Collins i usædvanlig godt humør.

»Livet uden for banen er skønt lige nu, og det føles godt at være gift. Det hjælper mig på banen, da det giver mig en ro. Jeg er virkelig glad for at spille her. Og det må da give pluspoint hos publikum, at min mand (David Lee, red.) har spillet for New York Knicks (basketballhold i New York, red.),« sagde hun med et kæmpesmil straks efter kampen midt banen i et tv-interview, som tilskuerne på mægtige Arthur Ashe Stadium havde adgang til at høre.

Ved mødet med mediernes udsendte en lille time efter, var ansigtsudtrykket dog en anelse mere alvorsfyldt.

Caroline Wozniacki siger tak for kampen til Danielle Collins.
Caroline Wozniacki siger tak for kampen til Danielle Collins. Foto: Robert Deutsch
Vis mere

»Jeg er rigtig glad for at være videre. Hun spillede meget aggressivt i begyndelsen af kampen, men fra andet sæt fik jeg steppet min serv en lille smule op, og det var med til at gøre forskellen,« sagde Caroline Wozniacki.

Hun erkendte, at hun måtte slide hårdt for sejren.

»Det handlede om at holde fokus, og det føler jeg, at jeg gjorde på samme gode måde som mine server lykkedes,« sagde Caroline Wozniacki.

Hvad tænkte du i sekunderne efter du havde tabt første sæt?
«Jeg måtte bare videre og forsøge at spille så aggressivt som overhovedet muligt. Hun måtte ikke få lov til at dirigere spillet for meget. Desuden handlede det om at serve hende forskellige steder.«

Caroline Wozniacki jubler over sin sejr i US Opens anden runde over Danielle Collins.
Caroline Wozniacki jubler over sin sejr i US Opens anden runde over Danielle Collins. Foto: Jerry Lai
Vis mere

Dit udtryk i kampen var meget neutralt. Hvorfor kom dit første 'come on'-råb først efter du havde vundet andet sæt?
«Det handlede i dag virkelig bare om at holde fokus, fordi det mod Collins' aggressivitet var svært at finde en rytme. Så jeg skulle undgå at lave nogle dumme fejl og forsøge at slå til, når muligheden bød sig. Når man møder spillere som hende, gælder det især om kun at tage én bold ad gangen.«

Det er anden US Open-kamp i træk, du vinder i tre sæt. Er det en indikation på, at din form er rigtig god i øjeblikket?
«Det ved jeg ikke, men jeg er i hvert fald tilfreds med, at jeg har vundet begge kampe.«

Caroline Wozniacki spiller sin næste kamp lørdag.

Her skal hun duellere mod den 19-årige canadier Bianca Andreescu, som hun har mødt en gang tidligere - og tabt til!