Caroline Wozniackis titelforsvar er succesrigt i gang.

Mandag formiddag har hun spillet sig i anden runde ved Australian Open.

Det skete med en sejr over belgiske Alison Van Uytvanck. Sætcifrene blev 6-3, 6-4.

Efter kampen var hun tydeligt påvirket på Rod Laver Arena - det var den samme arena, hvor hun for knap et år siden vandt sin første Grand Slam.

Caroline Wozniacki kørte sikkert sejren hjem.
Caroline Wozniacki kørte sikkert sejren hjem. Foto: KIM KYUNG-HOON
Vis mere

»Tak til alle for at komme og støtte mig. I gør det specielt - jeg har nogle utrolige minder herfra,« sagde Caroline Wozniacki til publikum og høstede en stor klapsalve:

»Det er specielt at være tilbage på arena, og nu er jeg lige ved at græde. Det gør jeg ellers aldrig.«

Dermed er danskeren altså klar til anden runde. Her skal hun møde svenske Johanna Larsson, hvis modstander i første runde trak sig med en skade.

Wozniacki og Larsson har aldrig før stået over for hinanden. Svenskeren ligger nummer 77 på verdensranglisten.

Selve kampen mod Alison Van Uytvanck begyndte ellers tæt.

Da det kun var danskerens tredje kamp i 2019, var der lige lidt rust, der skulle bankes af i starten af mandagens møde med belgieren.

Allerede i andet parti havde Wozniacki mulighed for at bryde belgierens serv, men Van Uytvanck holdt fast og udlignede til 1-1 med et servees.

I sjette parti lykkedes det så for Wozniacki, der virkede til langsomt at finde melodien. Det var dog med hjælp fra en belgisk dobbeltfejl, at partiet kom i hus, så der stod 4-2 i dansk favør.

Wozniacki serv var skarp i første sæt, som danskeren uden problemer sikrede sig i eget udlæg.

Andet sæt startede også opmuntrende for den danske tennisdronning. Allerede i tredje parti brød hun Van Uytvanck serv efter at have været bagud 15-40.

Så var vejen til sejr banet for Wozniacki, der dermed blot skulle holde eget udlæg for at sikre sig en plads i anden runde.

Det gjorde hun uden for alvor at komme problemer, og så var billetten til anden runde i hus.

»Jeg er glad for at jeg fik det tidlige brud og prøvede at holde roen i resten af kampen,« sagde Caroline Wozniacki.

Genoplev hele første runde-kampen herunder: