58 millioner. Tallet, der er svimlende højt, er et bud på, hvor mange igangsatte vaskemaskiner, østdanskerne har flyttet fra dag- til nattetimerne.

Hvis man kopierer den gode vane, som du får gode råd til her, kan man få del i den store millionbesparelse, de samme danskere har haft.

Elnetsselskabet Cerius Radius indsatte for et år siden en ny tarifmodel, der gjorde det fordelagtigt at bruge el om natten.

Nu kan de se, hvor godt, den er blevet taget imod, og de er meget glade for udviklingen. 

Cäthe Bay-Smidt, der er funktionschef i Cerius Radius, gør status.

»Vi havde ikke på den måde et mål for, hvor meget forbrug, der skulle flyttes over til nattetimerne,« siger Cäthe Bay-Smidt.

»Det var op til kunderne, hvordan de ville gribe det her an, og vi er bare glade for at kunne se, at de har taget det til sig.«

Og det er ikke kun kunderne, der får flere rede penge mellem hænderne, når elforbruget spredes ud over døgnet.

Først tager vi lige de millioner kroner, som selskabet skal bruge, inden vi vender tilbage til de millioner, som kunderne har sparet.

For Cäthe Bay-Smidt forklarer, at de penge, som de tjener hos Cerius Radius skal bruges til at forbedre og vedligeholde et elnetværk, som skal kunne bære et større og større elforbrug.

17 milliarder kroner skal bruges frem mod 2030 på at forbedre nettet.

Her er det en vigtigt faktor, at man med et elforbrug spredt bedre ud over døgnet kan koncentrere sig om at forbedre de dele, hvor det er vigtigst. 

Hvor der grundet elbiler, varmepumper eller nye behov fra virksomheder er brug for et stærkt elnetværk.

I har jo et fint overskud. Hvorfor bruger I ikke penge på at lette kundernes elregninger?

»Det har vi faktisk allerede gjort to gange sidste år. Både i marts og oktober, så det har vi gjort,« siger Cäthe Bay-Smidt.

B.T. har bedt Cerius Radius komme med et bud på, hvor mange penge, der kan spares for de østdanske kunder, hvis de eksempelvis holder det flyttede forbrug, der er nu.

Så omregner man den el, som svarer til 58 millioner igangsatte vaske, til kroner og ører med de priser man nu har fordelt ud på et år, så svarer det til 25 millioner kroner, østdanske kunder har sparet sig selv.

Cäthe Bay-Smidt siger, at det er meget individuelt, hvordan folks elforbrug er, men det første sted, man kan sætte ind er opvaskemaskinen og vaskemaskinen.

De er nemme at tidsindstille til at starte om natten.

Derudover råder hun til, hvis man bruger en app til at tjekke elpriser, kan man udover den rå el sætte den til også at ligge elnetværkets pris oveni.

»Det er klart, at den samlede pris er den, der er mest interessant for folk. For besparelsen fra tarifferne bliver jo ofte suppleret af en stor besparelse på elprisen, når man forbruger om natten i stedet for om eftermiddagen,« siger hun.