Micki Nielsen skal allerede i ilden igen, når Fight Night ruller af stablen 7. februar i Frederikshavn.

Det er knap 14 dage siden, at Albertslund-bokseren var i ilden og vandt over veteranen Gusmyr Perdomo. Den 21-årige cruiservægter vandt en klar sejr på point og skal nu i ilden igen med 16 sejre på listen.

»Vi arbejder benhårdt på et stort navn til Micki,« siger hans promotor, Kalle Sauerland.

Han afslører samtidig, at også Patrick Nielsen kan komme på plakaten i det nordjyske.

»Endnu er der ikke bekræftet noget, men der er en god chance for, at Patrick også kommer til at bokse i Frederikshavn. Det er vores ambition at lave en stor bokseaften i Arena Nord, og vi ser gerne Patrick få en kamp der, men det er stadig på tegnebrættet,« siger Kalle Sauerland.

Patrick Nielsen er ved at arbejde sig tilbage på karrieresporet efter nederlaget til Dmitri Chudinov i juni og vandt som brormand også sin kamp i december. En kamp der dog afslørede, at Patrick Nielsen til trods for sejren på point ikke ramte det niveau, talentet berettiger til.

Nu skal der bygges yderligere på for at genvinde renommet.