»You don't lose if you get knocked down. You lose if you stay down,« (Muhammed Ali).

I en lang karriere, hvor han selv havde sine kampe uden for ringen, rejste Mogens Palle sig altid.

Mogens Palle er død. Efter længere tids kræftsygdom gav den kendte danske boksepromotor lørdag slip. Han blev 88 år. Det oplyser hans datter Bettina Palle på Facebook.

Han vil blive husket som en altafgørende person i dansk professionel boksning. Og internationalt er han anerkendt som en af alletiders bedste matchmakere – og i 2008 blev han optaget i den prestigefyldte International Boxing Hall of Fame.

»Han har gjort utrolig meget for dansk boksning og sågar også for amatørboksning. Han er en legende i Danmark og også i verden. De kender ham jo overalt i verden,« sagde den tidligere boksestjerne Rudy Markussen til TV 2 i 2019.

Begrundelsen for optagelsen i Hall of Fame-klubben, der indeholder legendenavne som Muhammad Ali, Joe Frazier og George Foreman, lød:

»I et halvt århundrede har Mogens Palle holdt boksningen i live i Danmark, Norge og Sverige. Han har igennem sin karriere været involveret i over 200 mesterskabskampe inklusive 127 kampe om et VM og 118 kampe om en europæisk titel.«

23-årige Mogens Palle kom i 1957 i lære til jobbet som boksepromotor hos sin far, Thorkild Palle. Dengang var det kampe mellem amatørboksere, der blev arrangeret, men Mogens Palle fik hurtigt ambitioner om at professionalisere sporten.

Bokseren Tom Bogs, tv. sammen med promotor Mogens Palle og datteren Bettina.
Bokseren Tom Bogs, tv. sammen med promotor Mogens Palle og datteren Bettina. Foto: Emil Christensen
Vis mere

Og i 1963 arrangerede han sit første stævne som selvstændig promotor med professionelle boksere. Siden er det blevet til mere end 250 Mogens Palle-stævner med danske verdensklassenavne øverst på plakaterne.

Og højdepunkterne har stået i kø:

I 1966 fik Børge Krogh nærmest taget til at blæse af K.B. Hallen, da han besejrede den hårde franskmand Maurice Tavant over 15 opslidende omgange.

Det helt store gennembrud kom med Tom Bogs, som opnåede enorm folkelig popularitet. Det lykkedes Mogens Palle at skaffe Bogs en VM-titelkamp mod den argentinske verdensstjerne Carlos Monzón i Idrætsparken.

Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

Og det skulle langtfra blive det eneste verdensnavn, som Mogens Palle parrede med en af sine bokser.

Ayub Kalule fik en kamp mod ikoniske Sugar Ray Leonard, Jimmi Bredahl mødte Oscar De La Hoya i Los Angeles, Mikkel Kessler kæmpede mod Joe Calzaghe i Cardiff, og Brian Nielsen fik en kassekamp i Parken mod superstjernen Mike Tyson.

»Sommetider nævner folk de europamestre og verdensmestre, jeg har skabt gennem årene, og det er jo ikke så få. Det giver en vis stolthed og tilfredshed,« sagde Palle i et interview med DR i 2018.

Men Mogens Palle vil også blive husket for konflikterne.

De store ambitioner, ærgerrigheden, stædigheden og det flintrende temperament gav ham selvsagt også mange fjender og skrammer.

Han kæmpede drabelige kamp med tv-stationerne, når prisen for at vise Palles Danish Fight Night-stævner skulle forhandles på plads.

Og det endte med, at ingen tv-stationer ville arbejde med Palle, der så sent som i december 2021 sendte et åbent – og hidsigt – brev til stationerne.

»Hvis det er mig som person, man har noget imod, så synes jeg, man skal være ærlig og sige det. Men hvis det er tilfældet, skal det så virkelig gå ud over tv-seerne, at tv-chefer eventuelt har et anstrengt forhold til mig som person?«

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

De skrevne medier fik også nogle tæsk i ny og næ, når de ikke skrev om Palles boksere.

»Avisernes sportssider er i dag fyldt til randen med artikler om fodbold, golf, håndbold og cykling. Man skriver i dag mere om fuldstændig ligegyldige udenlandske fodboldtrænere, end man skriver om de danske atleter, som hver morgen står op og løber to timer, før de går i træningssalen,« sagde han til Berlingske i 2004.

Og Mogens Palle var da heller ikke på julekort med mange af sine tidligere boksere.

Blandt andet endte forholdet til superstjernen Mikkel Kessler, som Mogens Palle førte frem til flere VM-titelopgør, i en bitter verbal boksekamp i kølvandet på Kesslers skifte til tyske Team Sauerland.

»Det er synd, at man skal nævne ham. Synd, at han overhovedet skal have den reklame. Han er jo helt forfærdelig,« sagde Mikkel Kessler om Palle på pressemødet inden opgøret mod irske Brian Magee i 2012.

Men Mogens Palle rejste sig hver gang, og lige til det sidste fortsatte han med at arrangere boksestævner. Så sent som den 22. april i år var der Danish Fight Night-stævne i Frederiksberg Hallerne.

»Man må knytte næverne og sige: ‘Jeg skal fandeme vise dem.’ Det nytter ikke at være svag, falde ned på knæene og græde over det,« lød det fra Palle i 2018-interviewet med DR.

En fighter til det sidste.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Mogens Palle er nu genforenet med hustruen Lis, der gik bort i 2020.

Han efterlader sig datteren Bettina og barnebarnet Christian.