KOMMENTAR
Mon denne antagelse er helt skæv: Når den nye DBU-ledelse på et tidspunkt skal til at finde unionens næste landstræner, så er et opkald til Michael Laudrup et så godt som obligatorisk element i det arbejde?
Det er egentlig lidt absurd, hvis Michael Laudrup fastholdes som størrelsen i dansk fodbold, der er hævet over almindelig refleksion, hvis Michael Laudrup, fordi han er Michael Laudrup, selvfølgelig skal spørges. For det gør man.
Og først hvis Laudrup siger nej, begynder det egentlige trænerrekrutteringsarbejde.
Michael Laudrups karriere er én stor kuldegysning at tænke tilbage på. Så vild. Hans trænerkarriere har bragt ham en del rundt omkring, og der tales ofte pænt om Laudrup - i hvert fald fra de danskere, der har været i berøring med hans trænerkarriere. Og det kan jo være, at den pæne snak er hele sandheden om hans aftryk, men det kunne måske også være, at vi skal huske hinanden på den uskrevne regel om, at man jo taler pænt om Laudrup.
Jeg synes, Laudrups trænerkarriere har været jævn, men anerkender helt bestemt, at det af danske trænere kun er Morten Olsen, der kan byde ind med større international erfaring. Derfor er Michael Laudrup selvfølgelig fint kvalificeret som landstræner. Der er ikke noget der.
Inden han måtte blive landstræner, drømmer jeg egentlig bare om, at man gør sig den umage at spørge, hvad den næste landstræner skal kunne. Lige som jeg håber, at man i jagten på svaret ikke lader sig begrænse af de klicheprægede og nuanceforladte forestillinger om, hvad der passer ind i en »rød tråd«.
En landstræner skal selvfølgelig have en idé om, hvad han rent teoretisk vil med sit fodboldhold, og han skal selvfølgelig sætte dette præg på hele unionens arbejde. Herudover skal han være til stede i debatten i medierne og ude i fodboldlandet. Han skal ud på fodboldstadioner og ud i klubberne.
Men frem for alt synes jeg, en landstræners fineste opgave er at vinde fodboldkampe de få gange om året, han står i dem.
Jeg kan godt se Michael Laudrup blive udfordret på at passe ind på så bred en palet. DBU vil gøre landsholdet til en del af noget større, og man vil tættere på folket.
Er Michael Laudrup en del af denne bevægelse? Er han et moderne valg? Nej, han er sørme mere en del af det gamle DBU - måske en endnu mere bøvlet størrelse at flytte på, end Morten Olsen har været det.
Der er stadig længe til 2016, men som jeg kigger ud over landskabet lige nu, mener jeg, at det er for ringe, hvis ikke Ståle Solbakken bliver en seriøs landstrænerkandidat, når DBU-ledelsen går i gang med dens arbejde. Hans kendskab til dansk fodbold er indiskutabelt. Den internationale erfaring er stor, og han har med FCK demonstreret, at han taktisk og indstillingsmæssigt spænder vidt og virkelig magter de store og svære kampe.
Jeg har en ret stærk følelse af, at Danmark kommer til at lave flere point mod, skal vi sige lande som Italien, England, Portugal, hvis holdet er trænet af Solbakken frem for af Laudrup. Eller Hjulmand.
Og kan vi så ikke godt leve med at kigge på zoneforsvar, og et hold, der i sin forsvarende formation står i en 4-4-2? Kan vi ikke godt leve med, at bevisførelsen for en fodboldfilosofisk tankegangs rigtighed bliver gjort til noget meget sekundært i forhold til resultatet?
Hvad er det danske landsholds raison d’etre? Er det ikke at vinde fodboldkampe og komme til slutrunder? Er det ikke at være den buldrende fortrop, som i kraft af gode resultater sætter strøm til alt det underliggende arbejde med ungdomslandshold, talentudvikling, rød tråd?
Jeg synes det jo.
Men jeg frygter stadig, at hele dette find-en-ny-landstræner-arbejde begynder med automatopkaldet til Michael Laudrup, og at vi først derefter begynder at stille os alle spørgsmålene om, hvad vi vil med landsholdets næste træner.
