Den danske verdensstjerne Viktor Axelsen er blevet udsat for tyveri.

Det skriver Viktor Axelsen på Twitter.

Her har badmintonspilleren vedhæftet to billeder af en pakke fra virksomheden UPS. Pakken ser ud, som om den er blevet åbnet.

‘UPS, en pakke sendt til mig, som indeholdt noget, der ligner et diplom fra Den Olympiske Komité, var åbnet og stjålet inden levering. Jeg har sendt jer en e-mail, og jeg ser frem til jeres svar,’ skriver Viktor Axelsen på Twitter.

Hændelsen bekræfter Viktor Axelsen over for B.T.

»Jeg gav mine svigerforældre fuldmagt til at hente pakken, fordi jeg er udenlands. Da pakken blev hentet, var den åben. Det diplom, der ligner, der har været i pakken, det var væk. Så der var ikke så meget at hente.«

Viktor Axelsen håber dog, at der kommer en løsning på problemet.

»Jeg håber meget, at jeg kan finde det eller få et nyt. Det er ikke noget, man har mange af. Det er selvfølgelig superærgerligt, men medaljen er selvfølgelig stadigvæk klart det vigtigste.«

»Det er da klart fedt, at kunne have et diplom, som man kan kigge tilbage på om mange år,« siger han.

Virksomheden UPS, der leverer pakker, har straks svaret på Viktor Axelsens opslag.

»Vi undskylder for den dårlige oplevelse, som du har haft med vores service,« skriver de.

Og det svar har Viktor Axelsen bemærket.

»De har reageret ret hurtigt, og de er på sagen.«