På en højdespringsmadras midt i juli skete det, der ikke måtte ske. Det, der fra begyndelsen var sagt fra over for.

For da en dansk atletiktræner placerede sin hånd på en 16-årig atlets krop for at udføre massage, var en grænse overskredet. For pigen. Og for klubben.

Over de kommende dage vil B.T. fortælle historier fra løbebanen om årelange hændelser med overgreb på og krænkelser af teenagepiger. Om grænseoverskridende massage og overnatninger.

Det sker i serien 'En krænkende løbebane'.

Her løfter B.T. sløret for det mangeårige svigt, der har ramt helt unge piger i dansk atletik. Om hvordan flere elitetrænere på trods af sager om overgreb i bagagen sendes fra klub til klub og fra by til by, efter de er blevet opdaget og listet ud ad bagdøren.

B.T. vil også fortælle, hvordan der i atletikmiljøet er blevet dækket over nogle af landets dygtigste elitetrænere på ungdomsniveau, mens unge piger er flygtet fra sporten efter talrige krænkelser.

Den første sag tager sit udspring på løbebanerne i København og Aalborg og går et halvt år tilbage. Her blev en elitetræner i Aalborg Atletik & Motion fyret efter en episode på en højdespringsmadras.

Det bekræfter klubbens formand, Peter Würtz, over for B.T.

»Jeg blev gjort opmærksom på, at han havde masseret en pige uhensigtsmæssigt. Det var brud på den aftale, vi havde med ham, og derfor afbrød vi samarbejdet,« siger han.

Det var en 16-årig pige, det gik ud over. Hendes forældre valgte efterfølgende at politianmelde træneren. Anmeldelsen førte dog ikke til tiltale, da anklagemyndigheden vurderede, at hændelserne på højdespringsmadrassen var 'påstand mod påstand'.

Aftalen, Peter Würtz omtaler, er central og opsigtsvækkende. Den vender vi tilbage til.

For går vi lidt mere end to år tilbage, befandt træneren sig ikke i det nordjyske, men på Østerbros atletikbaner i København. Her var han elitetræner for de unge i Danmarks største atletikklub, Sparta.

Foto: Claus Bech
Vis mere

I klubben fik han ifølge B.T.s kilder flere advarsler for blandt andet at have masseret unge piger intime steder på kroppen. Steder, pigerne fandt krænkende.

Der var også tilfælde, hvor massagen foregik i isolerede rum, ligesom det ikke var sjældent, at han uddelte lange kram og kindkys til de unge piger.

Men i foråret 2018 var det slut. Sparta stoppede samarbejdet med træneren på grund af de mange episoder med unge piger.

Er du selv blevet udsat for grænseoverskridende adfærd af trænere, eller har du oplysninger, der kan belyse sagen yderligere? Så kontakt journalist Daniel Nøjsen Fallah på danf@bt.dk eller 21292323.

Spartas administrerende direktør, Dorte Vibjerg, fortæller til B.T., at hun ikke kan kommentere på sagen.

»Der blev lavet en gensidig aftale om at ophøre samarbejdet, og hvad der ligger derunder, er fortroligt mellem os og den pågældende medarbejder,« siger hun.

Men kort tid efter var den omtalte træner ansat i Aalborg Atletik & Motion. Og så er vi tilbage ved den særlige aftale, der blev lavet i forbindelse med hans ansættelse.

Her var det den nuværende rådmand i Aalborg Kommune Jørgen Hein (R), der var formand i klubben, og som sammen med bestyrelsen besluttede, hvorvidt træneren skulle ansættes eller ej.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Klubben var nemlig fuldt ud bevidst om, hvad der var foregået i Sparta, og havde også haft telefonisk kontakt med den københavnske klub.

Ansættelsen blev diskuteret i bestyrelsen, men man hæftede sig særligt ved, at der ingen juridisk sag var på ham, ligesom Sparta ikke havde gjort yderligere end at lade træneren gå.

Derfor besluttede man at ansætte ham. Men med ansættelsen fulgte en personlig samtale på formand Jørgen Heins kontor, hvor den særlige aftale blev præsenteret.

»I forbindelse med hans ansættelse lavede vi en klokkeklar aftale med ham. Den gik ud på, at han ikke måtte røre atleterne, hvilket blev lavet på baggrund af hans historik i den tidligere klub. Og den har han overskredet,« siger klubbens formand, Peter Würtz, der altså ikke selv var formand, da træneren blev ansat.

Er du selv blevet udsat for grænseoverskridende adfærd af trænere, eller har du oplysninger, der kan belyse sagen yderligere? Så kontakt journalist Daniel Nøjsen Fallah på danf@bt.dk eller 21292323.

I aftalen stod der, at træneren ikke måtte røre nogen af sine atleter – ikke engang en highfive måtte han give, ligesom han på intet tidspunkt måtte være i enrum med en atlet.

B.T. har spurgt den daværende formand og nuværende rådmand i Aalborg Kommune, Jørgen Hein, hvorfor han og klubben ikke ansatte en anden træner i stedet for at indgå en sådan aftale.

»Han var en dygtig træner, og jeg synes ikke, at jeg burde have gjort noget anderledes. Vi lavede en særlig aftale, og der var åbenhed om det. Jeg vidste ikke, om historierne fra København var sande, men jeg valgte alligevel at indgå den aftale med ham, for at der ikke skulle opstå tvivl om noget. Men set i bakspejlet er det da en trist historie,« lyder forklaringen fra Jørgen Hein.

Jørgen Hein (R) var manden, der i sin tid ansatte den nu fyrede elitetræner. Hein er i dag rådmand i Aalborg Kommune.
Jørgen Hein (R) var manden, der i sin tid ansatte den nu fyrede elitetræner. Hein er i dag rådmand i Aalborg Kommune.
Vis mere

Men den slags aftaler skal ikke laves i en dansk idrætsklub. Det fastslår Jan Darfelt fra Danmarks Idrætsforbund.

»Det er ikke noget, jeg billiger. Jeg synes, man skal lave generelle regler, og hvis der kommer nogen med en blakket fortid, og man kender til det, så må man gøre op med sig selv, om man kan stå inde for det eller ej. Vores anbefaling vil i ni ud af ti tilfælde være, at det kan vi ikke stå inde for, hvis vi bliver spurgt,« forklarer Darfelt, der er specialkonsulent i DIF's udviklingsafdeling.

»Når du laver særlige aftaler med nogen, så er vi tilbage til, om du har tillid til vedkommende eller ej. Det ville jeg spørge formanden om, hvis jeg dengang havde haft dialog med ham. For når man er nødt til at lave sådan nogle regler, så er det nok, fordi man ikke har tillid, og så skal man tage konsekvensen af det. Tillid kan ikke gradbøjes,« understreger han.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Selvom elitetræneren har været fyret i flere måneder, spøger han fortsat omkring atletikklubben i Aalborg. Blandt andet har han været blandt tilskuerne ved flere stævner, ligesom han har opholdt sig på træningsbanerne i det nordjyske.

»At han har været til stede på stadion, kan vi ikke forhindre, da det er en offentlig plads. Men det er klart, at det har skabt uro, og den pågældende atlet (pigen, red.) har også følt sig utryg ved det,« fortæller formand Peter Würtz afsluttende.

Elitetræneren er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser trods gentagne forsøg.