Kan du ikke rigtig slippe The Beatles, selvom Beatlemania er et halvt århundrede siden? Eller nynner du stadig “Barbie Girl”, når det bliver fredag, selvom det er 22 år siden, at nummeret udkom? Har du i det hele taget en følelse af, at den bedste musik var den, du opdagede, da du var teenager, og at det kun er gået ned af bakke siden? Du er ikke alene.
I begyndelsen af 2018 besluttede New York Times-journalist Seth Stephens-Davidowitz sig for at undersøge, hvorfor han og hans bror altid var uenige om musik. Han elskede selv Bruce Springsteens hitsingle “Born to Run” fra 1975, hvorimod hans yngre bror ikke kunne fordrage den.
Han gennemgik bunkevis af data om musikstreaming fordelt på aldersgrupper og køn – og fandt et mønster. På baggrund af sine studier konkluderede han, at vi tilsyneladende holder fast i den musik, vi hørte, da vi var teenagere. Og det gælder for så vidt, hvad end vi hørte Gasolin’ i 70’erne, Bon Jovi i 80’erne eller Aqua i 90’erne. Ikke at vi kun hører den musik, men at vi hører den afgørende mere end folk, der er født bare et årti forinden eller efter os selv.
“Vi bruger musik meget forskelligt og i mange forskellige situationer,” siger Charlotte Rørdam Larsen, som er lektor emeritus ved Aarhus Universitet og blandt andet har arbejdet med forholdet mellem musik, generationer og identitet.
“Gennem musikken kan vi genopleve stemninger, sætte bestemte følelser igang eller holde bestemte følelser ude. Vi hører vores ungdoms musik, fordi det trækker tråde tilbage til en tid, som var vigtig for os og for vores forståelse af, hvem vi er og gerne vil være som mennesker.”
Vind en unik koncertoplevelse her
Musikforbrug ændrer sig også
Hun understreger dog også, at det, at vi holder fast i vores ungdoms musik, ikke er ensbetydende med, at vores musikforbrug er uændret fra teenageårene. Der er nemlig stor forskel på, hvordan vi forbruger og forholder os til musik gennem livet:
“Børn indtil omkring 10 års alderen er meget åbne over for at høre alle mulige former for musik. Når vi bliver teenagere begynder vores musikforbrug derimod at handle meget om identitet: Musikken bliver en måde at afgrænse sig på i forhold til andre, og man kan bruge musikken til at vælge, hvilken gruppe, man vil tilhøre. Noget tyder på, at musik ikke så meget afspejler, hvem vi er, men mere, hvem vi gerne vil være,” forklarer hun.
“Omkring midten af 20’erne, måske lidt senere i dag, har vi ofte ikke mulighed for at høre musik i så lang tid og på samme engagerede måde, som da vi var teenagere, fordi vi begynder at arbejde og måske stifter familie. Mange hører ikke ret meget musik i 30-40’erne. Det vender tilbage, når vi bliver ældre, hvor vi så til gengæld typisk foretrækker mindre støjende musik. Nutidens popmusik er det, ældregenerationen mindst bryder sig om.”
Alle tiders musik
Vores behov for at høre musikken fra vores ungdom handler ikke kun om nostalgi. Det er også en måde at forstå os selv i nutiden, mener Charlotte Rørdam Larsen:
“Musik har en evne til at lade os være i flere tider eller minder på én gang. Gennem musikken kan du begribe din ungdom fra det sted, hvor du er nu. Når du synger en sang, bliver du mindet om, at du har sunget den før ved forskellige lejligheder, og musikken kan samle alle de erindringer på en gang og lade dig forholde dig til dem, der hvor du er i dag. Og det er jo en fantastisk ting, musikken kan,” siger hun.
Nye musikstreamingtjenester med adgang til et væld af numre, albums og opsamlinger fra mange år tilbage gør det let at gå på opdagelse i musikhistorien – også den, man ikke selv har oplevet. Derfor bliver det også med tiden vanskeligere at tale om “generationsmusik”, mener Charlotte Rørdam Larsen:
“Vi har adgang til så meget musik, og unge i dag kender til meget gammel musik. Dengang jeg læste musikvidenskab og læste om et eller andet nummer, kunne man jo aldrig komme til at høre det. Nu er det bare at gå på Youtube eller et andet sted, og så kan man se det meste. Samtidig giver det jo en mulighed for at gå på opdagelse i sin egen ungdoms musik – man kan endda få billeder på, og dét kan være noget af en tidsrøver,” siger hun.
“Digitaliseringen har givet os en helt anden måde at høre musik på. Man hører ikke bare tidens toner, men alle tiders toner.”
