Den amerikanske NFL-stjerne Henry Ruggs III blev i starten af november fyret af sit hold, Las Vegas Raiders, efter at han var involveret i en bilulykke, der kostede en 23-årig kvinde livet.

Den 22-årige NFL-spiller blev af politiet sigtet for at have kørt i påvirket tilstand og være skyld i dødsulykken i Las Vegas, hvor to biler kørte frontalt sammen.

Og nu er der kommet grufulde detaljer frem om dødsulykken.

New York Post skriver, at Clark Countys retsmedicinske kontor har udgivet en rapport, hvori det fremgår, at den 23-årige kvinde døde af 'termiske skader'.

Begge involverede biler var totalsmadret efter den forfærdelige ulykke, der kostede en kvinde livet.
Begge involverede biler var totalsmadret efter den forfærdelige ulykke, der kostede en kvinde livet. Foto: Ethan Miller
Vis mere


»Andre væsentlige tilstande, der bidrog til hendes død, var indånding af forbrændingsprodukter, brud på næseknoglerne, brud på højre side af ribbenene og et brud på venstre underarm,« står der blandt andet i rapporten, som Las Vegas Review-Journal er i besiddelse af.

Politiet fortæller, at Henry Ruggs III' Corvette ramte kvindens SUV med 'så voldsom kraft,' at SUV'en straks brød i flammer og fangede hende og hendes hund inde i bilen.

NFL-spilleren blev smidt af holdet mindre end 24 timer efter dødsulykken. Det kom nemlig frem, at Ruggs' promille var på 1,61, som er mere end det dobbelte af den lovlige grænse. Han risikerer op til 40 års fængsel i sagen.

Lige nu er NFL-spilleren i husarrest under strenge vilkår, herunder alkoholovervågning via en enhed, der er fastgjort til hans ben. Han blev løsladt i sagen mod en kaution på 150.000 dollar – godt en million danske kroner.

Den næste retsdag for den tidligere Raiders-spiller er et statustjek 4. januar efterfulgt af en indledende høring 10. marts. Her vil Henry Ruggs IIIs forsvar lægge vægt på, at de har et vidne på stedet, der har fortalt, at brandmændene var langsomme til at reagere, da flammerne opslugte kvindens SUV.

En talsmand fra Clark County har afvist denne påstand og udtalt, at ingen personer på de forreste sæder i bilen ville kunne overleve den brand, der opstod i bilen.