Lige om lidt begynder sommerfuglene for alvor at melde sig hos finaleparrene, når de går i gang med generalprøven kl 15.45. Det fortæller Steen Lund, der om nogen ved, hvad han taler om.

Han har danset finale med både håndboldspilleren Christina Roslyng og skuespilleren Vicki Berlin.

- Der er størst nervøsitet ved generalprøven. Her får man en fornemmelse af, om noget skal rettes. Hvis det bare kører, så mærker man en ro, men hvis der er noget, der skal arbejdes med, så føler man sig lige pludselig lidt presset, siger han til bt.dk.

Finaledagen er så hektisk, at den flyver afsted for deltagerne. Derfor skal parrene lige standse op og give sig selv tid til at nyde det, siger han.

- Man kan sammenligne det lidt med ens bryllup. Det er helt vildt stort og vanvittigt, og det går så stærkt. Pludselig er det overstået, siger han.

Selv det med at spise kan man helt glemme midt i al virvaret. Men det er dumt at lade være.

- Der må jeg sige, at Mastiff er dygtige. Der tages virkelig hensyn til parrene. Der er 2-3 mand omkring  en pr. par, der spørger, om de skal hente noget til dig og sørger for mad, hvis man ikke lige kan nå det. Men det er ikke den dag, man har den største appetit, siger han. 

Men ligegyldigt hvor travlt de har, så bliver der formentlig også lige tid til at lure lidt på konkurrenterne.

- Når musikken spiller ved prøven, så lister man lige ind og kigger. Der er en hårfin grænse mellem, at man er venner og konkurrenter. Man stikker jo lidt til hinanden. Men det er ingen hemmelighed, at man snakker mindre og mindre med hinanden, som konkurrencen tilspidses, afslører han.

I følge Steen Lund kommer det meget an på ens partner, hvordan man klarer nervepresset sammen.

-  Vickie var mere nervøs end Christina. Hun skulle helst lige være for sig selv, mens Vicki og jeg mere snakkede sammen for at skabe roen før finalen, siger han og fortæller, at nervepresset faktisk er størst ved semifinalen.

- Det er bare så surt at ryge ud lige før det store brag. Så finalen er bare forventningens glæde. Nyd det.